»At være tyk har bremset mig i at have den ungdom, jeg dengang følte, jeg burde have,« siger podcastværten Marie Skadhauge, mens hendes medvært Ditte Skrumsager Hansen er enig.

Begge oplevede, at gymnasiet var et 'tough space', hvor de på nogle områder ikke passede ind på grund af deres størrelser.

I stedet for massevis af fester og kæresterier fokuserede de i stedet på at få gode karakterer og få mange gode venner, men ikke én gang sagde deres mødre, at de havde valgt for korte kjoler til aftenens fest.

I dag, henholdsvis fem og seks år efter deres gymnasietid, udgør de duoen bag 'Store piger podcast', som vil hjælpe piger med at indse, at de er gode nok, som de er.

Ditte Skrumsager Hansen og Marie Skadhauge er kvinderne bag podcasten 'Store Piger Podast'.
Ditte Skrumsager Hansen og Marie Skadhauge er kvinderne bag podcasten 'Store Piger Podast'.
Vis mere

De to journaliststuderende Ditte Skrumsager Hansen og Marie Skadhauge agerer 'den tykke veninde' i æteren og giver virtuelle krammere til andre unge, store piger.

For de har begge en indre teenager, som godt kunne have brugt en krammer.

Pigerne, som mødte hinanden på Journalisthøjskolen, er i dag i praktik på henholdsvis Femina og Politiken. I marts uploadede de deres første afsnit, som hed 'Det' det fede liv'.

Podcasten er en samtalepodcast med Marie Skadhauge og Ditte Skrumsager Hansen, hvor de taler om de dilemmaer, følelser og samfundsstrukturer, som gør det svært at være overvægtig.

Et mål har været at tage ordet 'tyk' tilbage. Det er ikke længere forbudt at kalde sig selv tyk.

»Berøringsangsten om, at vi er tykke, forsvandt stille og roligt efter, at vi havde lavet podcasten. Den gav også vores omgangskreds et sprog for det,« siger Ditte Skrumsager Hansen.

Men selvom de tør kalde sig selv tykke, er det ikke altid let at kalde deres 1.200 ugentlige lyttere for tykke.

Begge taler de frit fra leveren, og deres afsnit redigeres ikke, men alligevel er de meget bevidste om, hvordan de formulerer sig.

'Store Piger Podcast' bliver optaget i Dittes lejlighed i Kongens Lyngby.
'Store Piger Podcast' bliver optaget i Dittes lejlighed i Kongens Lyngby.
Vis mere

At tale om overvægt kan føles som at betræde et minefelt, og at skabe en shitstorm står ikke øverst på ønskesedlen til jul.

Begge er de bange for, at de ikke lyder reflekterende nok, eller at det lyder, som om det hele er synd for dem, for nogle gange er det 'not so fucking special' at synes, livet er træls.

»Vi er så pisse bange for at beskrive os selv som ofre, for det er bestemt ikke vores intention,« siger Marie Skadhauge.

Her, flere år efter at Marie Skadhauge og Ditte Skrumsager Hansen forlod gymnasiet, er de i stand til at vende deres tykke kroppe til en styrke. Gennem podcasten har de lært, at 'kropsskam' ikke kun var forbeholdt deres unge og usikre gymnasie-jeg.

»Det har været enormt skørt og skønt og tragisk på samme tid, at kvinder og unge piger i alle aldre og størrelser har sagt, at de kan genkende vores tanker,« siger Ditte Skrumsager Hansen og fortsætter:

»For mig fortæller det også, at den tvivl, de tanker og livsangst er så grundlæggende en del af måske ikke bare det at være kvinde, men det at være menneske.«

At Ditte Skrumsager Hansen og Marie Skadhauge har kunnet bruge det at være tyk til at gøre noget, har gjort en stor forskel for dem. Det er 'et stort plus af mange minusser ved det her lod i livet'.