Elprisernes himmelflugt truer nu landets ældste fiskehandel på livet.

Jakob Clausen er femte generation i P. Clausens Fiskehandel i Aarhus, og han har efterhånden svært ved at få forretningen til at løbe rundt.

Det fortalte han i en debat på TV 2 onsdag aften, hvor han gik direkte i clinch med de fremmødte politikere.

Det skriver TV 2 Østjylland.

»Vi er landets ældste fiskehandler. Vi har overlevet to verdenskrige, og vi har alligevel ikke oplevet noget, der er så slemt som det her,« sagde Jakob Clausen.

Problemet for den aarhusianske fiskehandler er, at fisk skal køles ned på to grader.

Det var – forklarede Jakob Clausen – dyrt i forvejen, men med de stigende priser på el er det nu så bekosteligt at drive fiskebutik, at det ikke længere kan køre rundt.

Der var ikke den store hjælp at hente fra hverken Liberal Alliances Alex Vanopslagh eller skatteminister Jeppe Bruus (S).

Ingen af de to var villige til »at løfte regningen,« men det var heller ikke det, Jakob Clausen er interesseret i.

Han ønsker i stedet, at den låneordning, som regeringen har foreslået, ikke skal være med renter.

Regeringen foreslog onsdag en låneordning, som skal gøre det muligt for de erhvervsdrivende at sprede ekstraregningen ud over flere år.