Bitcoin-milliardæren Niklas Nikolajsen, der også går under bitcoin-piraten, blev i weekenden overfaldet på et diskotek i København.

Det bekræfter han i et skriftligt svar til B.T.

»Der er korrekt, at jeg blev udsat for et kraftigt skub på en natklub på Nørregade, og i det efterfølgende fald, brækkede skinnebenet tre steder,« lyder det blandt andet.

Derudover fortæller rigmanden, at han blev opereret for sine skader på Rigshospitalet og »er i bedring«.

Niklas Nikolajsen har tjent mere end de fleste i at spekulere i Bitcoins.
Niklas Nikolajsen har tjent mere end de fleste i at spekulere i Bitcoins. Foto: Emil Hougaard
Vis mere

Til B.T. fortæller Niklas Nikolajsen, at hans hustru ligeledes »blev skubbet i gulvet« på natklubben og at sagen er anmeldt.

Han har ikke ønsket at uddybe yderligere.

Niklas Nikolajsen er stifter og bestyrelsesformand i kryptobanken Bitcoin Suisse, hvorigennem han har opbygget sin formue.

Derudover står han også bag Luke's bar i København, som er en rock-, metal- og whiskeybar.

I forbindelsen af åbningen af denne planlagde Niklas Nikolajsen at kaste 2000 halvtredskronesedler ud fra sin åbne Rolls-Royce, mens han kørte rundt i Københavns gader.

Noget, der dog måtte afblæses, da der opstod for meget tumult omkring bilen – og senere baren, da han forsøgte at kaste pengesedlerne ud fra vinduerne i stedet. Dog lykkedes det at uddele alle pengene til de mange fremmødte.

B.T. har været i kontakt med Københavns Politi, der i skrivende stund ikke kan hver kan be- eller afkræfte, hvorvidt der er kommet en anmeldelse af en lignende sag.