Carlos’ Kitschen er på randen af konkurs og har brug for hjælp i 11. time, hvis den ikke skal gå nedenom og hjem. Det skriver Fyens Stiftstidende.

»Jeg skylder 181.000 kr. i moms, og jeg har ingen mulighed for at betale. Vi har simpelthen ikke haft omsætning nok, og jeg kan ikke se, hvordan vi kan vende det,« siger restaurantens ejer, Søren Carlos Rasmussen, til avisen.

Carlos’ Kitschen har siden 2015 haft til formål at få tidligere kriminelle tilbage på ret kurs. Det arbejde har ført masser af positiv omtale med sig, og sidste år vandt restauranten Tine Bryld-prisen med en check på 500.000 kr.

Men det har altså ikke været nok til at få enderne til at mødes. Pantefogeden har ifølge ejeren allerede meldt sin ankomst, og med momsgælden in mente kan en konkurs kun undgås, hvis nogen rækker en hjælpende hånd.

»Mit håb er, at der måske sidder nogen derude og tænker ’det kan godt reddes, hvis man gør sådan og sådan’. Eller at nogen med en pengepung siger, de godt vil støtte restauranten. Det her er et råb om hjælp,« siger Søren Carlos Rasmussen.