Det begyndte hyggeligt for 12-årige Karla og hendes veninder, da de på videochat-appen Ome TV sad og talte med en gruppe andre piger på deres alder.

Men da de trykker videre, toner en voksen mand frem på skærmen. Han siger 'hej', og så bliver kameraet stillet på et bord.

Manden træder et par skridt tilbage, og det er her, at Karla kan se, at manden ikke har bukser på.

»Så begynder han at onanere foran os,« fortæller 12-årige Karla Møgelbjerg Larsen, der går i 6. klasse.

Karla Møgelbjerg Larsen
Karla Møgelbjerg Larsen Foto: Privatfoto
Vis mere

B.T. har de seneste dage beskrevet, hvordan voksne mænd benytter videochat-appen Ome TV til at onanere foran børn og unge.

På appen videochatter man med andre anonyme brugere, som man kan 'vifte' væk på skærmen, når man vil kobles sammen med en ny.

Og det er også det, som Karla og veninderne gør med det samme, da de kan se, at manden på skærmen onanerer.

Pigerne får forbindelse til en anden bruger, men igen er den gal.

»Vi tænker ikke, at det vil ske igen, men den loader, og så kommer der en til, som sidder og rør ved sig selv,« fortæller Karla.

Karla og veninderne vælger nu at lukke appen ned og fortælle om deres oplevelser til klasselæreren, der siger, at de ikke skal bruge den igen.

Den 12-årige pige synes ellers, det var sjovt, da hun og veninderne brugte appen til at tale med en anden gruppe piger om, hvor kedeligt det dog er at gå i skole.

Men de to efterfølgende mænd?

Det var ikke sjovt.

»Jeg synes, det var virkelig ubehageligt, og jeg har tænkt meget over det siden. Prøv lige at tænke over, at der er mindre børn end os derinde, og det kan være, at de kommer ud for det,« siger 12-årige Karla.

Karla og veninderne prøvede appen, fordi de havde hørt, at det var sjovt at tale med folk gennem den, men efter oplevelserne med de voksne mænd vil hun slet ikke bruge den igen.

Og hjemme hos Karlas mor har de også haft en snak.

»Hun fortalte det til mig, efter at hun havde skrevet til jer. Så nu har jeg prøvet at fortælle hende, hvordan hun skal gribe sådan en situation an, og hvornår man skal sige nej,« fortæller Vibecke Møgelbjerg Andersen.

Hun er selv lærer og oplever også mange af hendes elever, der har erfaring med Ome TV og de voksne mænd med ubehagelige hensigter.

»Det er fuldstændig afskyeligt, og jeg kan næsten ikke finde ord for, hvor lavt et menneske man er, hvis man går ind foran unge, uskyldige piger og gør sådan noget,« siger hun.

B.T. prøvede selv appen tidligere på ugen, hvor vi forsøgte at konfrontere nogle af de mænd, der sidder og onanerer på appen. Det kan du læse om her.