Ved det første swipe på appen Ome TV dukker to børn op på skærmen. De sidder i et klasselokale og fniser, mens de filmer sig selv.

Ved næste swipe er det en fuldvoksen mand, der toner frem på skærmen. Han ligger i sin seng og filmer sig selv, mens han onanerer.

De fnisende børn i klassen og den onanerende mand i sengen kunne potentielt møde hinanden.

B.T.'s reporter har installeret den populære app Ome TV, hvor man helt anonymt og med få klik kan videochatte med tilfældige personer.

Efter et kvarters tid på appen møder B.T.'s reporter mindst 20 mænd, hvor halvdelen rører ved sig selv. Og imellem dem en masse børn helt ned til 9-10-årsalderen.

Og det er her, man spørger sig selv: Hvorfor har de her mænd lyst til at masturbere for åben kamera foran vidt fremmede – og heriblandt børn?

Men i stedet for at spørge os selv har B.T. spurgt sexolog Vivi Hollænder, der blandt andet har behandlet flere blottere, om, hvad det er, der får mændene til at onanere foran børn på den populære app.

»Dem, der gør det, må have nogle pædofile tendenser. Hvis de blotter sig for børn, så må der jo være en tænding i, at der er børn involveret i deres sexfantasier,« siger Vivi Hollænder.

Hun fortæller, at ligesom med alt andet på nettet har folk færre hæmninger og er mere grænsesøgende, når de kan gemme sig bag en skærm.

»Det er ikke sikkert, at det er mænd, der nogensinde ville gå ud og forgribe sig på børn, men det forekommer mere tilgængeligt, når det foregår bag en skærm,« siger hun og fortsætter:

»Det kan være en mand, der formentlig er almindelig på alle mulige andre områder i livet. Det er ikke sådan, at han nødvendigvis er en særling. Han kan sagtens være helt almindelig folkeskolelærer. Han har for så vidt bare en afvigende seksuel adfærd.«

Efter et par swipes på appen møder B.T.'s reporter en mand i hvid T-shirt, der ligger i sin seng. Man kan ikke se hans ansigt, men man kan se, at han ligger og rører ved sig selv først uden på bukserne og sidenhen indenunder.

Hvad laver du?

»Jeg onanerer.«

Hvorfor?

»Det føles godt.«

Hvorfor bruger du den her app til det?

»Fordi så kunne jeg møde dig.«

Der er også rigtig mange børn herinde. Synes du ikke, det er lidt ulækkert?

»Nej.«

Onanerer du så også, hvis der kommer børn frem?

»Nej.«

Men hvad hvis de ser dig onanere?

»Det gør de ikke.«

Kunne du ikke bare gå ind på en pornoside?

»Jo.«

Hvorfor gør du så ikke det?

Efter det sidste spørgsmål bliver der helt stille i den anden ende. Hans hånds monotone bevægelse nede ved skridtet fortsætter dog ufortrådent.

Screenshot fra videochat mellem B.T.'s reporter og onanerende mand på appen Ome TV.
Screenshot fra videochat mellem B.T.'s reporter og onanerende mand på appen Ome TV.
Vis mere

Manden vil altså ikke svare på, hvorfor han ikke bruger porno til at få stillet sin seksuelle trang i stedet for at bruge en videochat-app, hvor han møder børn og tilfældige mennesker.

Mennesker, der hverken har bedt om at se hans erigerede penis eller se ham onanere.

Sexolog Vivi Hollænder fortæller, at grunden til, de ikke ser porno, er, at de tænder på, at det er ægte mennesker, der er i den anden ende.

»Det er ikke, fordi pornomodeller ikke er ægte, men de ved, de er der, fordi det er deres job. På appen derimod kan de bilde sig selv ind, at dem, der sidder i den anden ende, kan lide det, de ser, og at det er ham, de tænder på,« siger sexologen.

Hvad tænker de, de får ud af det?

»Det kommer an på, hvilket tændingsmønster de har. Nogle håber måske, at de kan forskrække eller overraske nogen, og nogle håber på, at de kan gøre nogen liderlige, mens andre håber på beundring. Men fælles er, at det primære mål er at blive set på.«

Hvordan retfærdiggør de det over for sig selv? Eller gør de overhovedet det?

»Det er jeg ikke sikker på, de gør. Jeg ved, der er rigtig mange, der skammer sig over det og synes, det er forkert, det, de gør, men de kan ikke lade være.«