Sidst i november skifter kronprinsen de bonede gulve ud med tremmer for et par timer

Riskær, Jønke og Bagger har siddet der. Og nu er det så kronprins Frederiks tur til at se Vestre Fængsel indefra. Ikke fordi han har kørt for stærkt, men som officiel gæst den 19. november.

Det er kriminalforsorgen der vil vise en af sine største institutioner frem for kronprinsen.

- Det er et tilbud til kronprinsen om at komme og se, hvordan en hverdag fungerer i fængslet. Og da det er det største fængsel, og det ligger i København var det oplagt at vælge Vestre Fængsel, fortæller chefen for Københavns Fængsler Peter Westerheden til bt.dk.

Det er ikke umiddelbart planlagt, at Frederik skal møde de indsatte eller prøve at sidde i en fængselscelle.

- Men det er ikke sådan, at vi gemmer vores indsatte væk, når han kommer. Så der kan være muligheder for at komme til at tale med dem. Kronprinsen vil få en kort orientering og derefter en rundvisning i fængslet. Vi glæder os til besøget, fortæller han.

Kronprinsen har ikke tidligere besøgt et fængsel.