Joachim kom anstigende til årsmødet i Danmarks Kartoffel Råd på Egeskov slot med pusletaske i den ene hånd, sutteflaske i den anden og hele familien ved sin side. Og han var stolt.

Der var rift om prins Joachim tirsdag formiddag, da han mødte op til årsmødet i Danmarks Kartoffel Råd på Egeskov Slot på Sydfyn.

Det var dog ikke rådets årsberetning, pressen var stået tidlig op for at høre, men i stedet, hvorfor prins Joachim var bortrejst, da han blev onkel til tvillinger sidste lørdag.



- Med den travle hverdag, som vi lever i.. Hvis vi skal være slave af, at alting er planlagt på forhånd, så tager vi os også den luksus, at planlægge vores ferie på forhånd, svarede prinsen, da bt.dk spurgte.

Ærgrede de dem over, at gå glip af fødslen?

-  Vi vidste det som sagt på forhånd, så vi ventede bare spændt på nyheden, og da vi så fik den: Bingo! Så var vi også de første til at svare, sagde prinsen.

Mens Frederik og Mary stolt tog imod både familiemedlemmer og nære venner på Rigshospitalet efter fødslen, meddelte hoffet, at Joachim slet ikke var i landet. De sidste par uger har han, hustruen og den halvandet år gamle prins Henrik været i Miami i USA på ferie.

- Det var en meget dejlig ferie, sagde prinsesse Marie til bt.dk.

Se billederne fra Riget: Her besøger Alex og prinserne Mary

Se billederne: Mary og Frederik viser tvillingerne frem

Og det er ikke første gang, at Joachim går glip af sin brors lykke. Hverken da prins Christian eller prinsesse Isabella blev født, var prins Joachim blandt gæsterne på Rigshospitalet. Men både Frederik og Mary mødte troligt op, da Joachims tredjefødte, prins Henrik, kom til verden i 2009.
Men Joachim har nu set tvillingerne, og han er svært glad for sine nye nevø og niece.

- Ja vi har set tvillingerne, de er så flotte. Flotte, søde og nuser, fortæller han.



Allerede inden forlovelsen med prins Joachim afslørede Marie, at hun ønsker sig tre børn. Og Joachim lovede da også begejstret, at prins Henrik skulle have søskende, da han hørte om Marys tvillingegraviditet tilbage i august. Men om det lige skal være tvillinger, det grinede han af.

- Hahaha, klap lige hesten!