Det var med skyhøje forventninger, da 17-årige Silje Bachmann fredag aften lagde sig i kø til sin første Roskilde Festival nogensinde.

Men da klokken var 16.15 lørdag eftermiddag, var forventninger forvandlet til frustration og panik.

15 minutter tidligere var portene til festivalens campingområde åbnet, og i samme sekund løb Silje, hendes veninde Alberte og resten af deres fælles efterskole afsted med teltene under armen.

Disse minutter er altid kaotiske på den ikoniske festival, men da Silje og efterskolen nåede til campingområdet G, fik de pludselig øje på et stort grønt areal, der kunne huse dem alle.

Hurtigt fik de markeret området med en presenning og sat en række telte op, men da de havde stået der i et par minutter, kom en Roskilde-vagt forbi.

»Vi måtte åbenbart ikke ligge der, og vi vidste ikke hvorfor. Så pludselig måtte vi flytte os, og nu er vi en hel efterskole, der ikke har et sted at ligge. Det er virkelig kaos,« fortæller 17-årige Silje.

Da først Silje og efterskolen var blevet smidt væk, var næsten alle andre områder fyldt, så da B.T. støder ind i de to piger, er de tilbage i venteområdet igen, hvor de startede.

De er frustrerede over, at de ikke har en plads, men også frustrerede over, at Roskilde Festival og vagterne ikke er bedre til at hjælpe.

»Det var ingen tegn på, at man ikke måtte ligge der, hvor vi blev smidt væk, og når man spurgte vagterne, fik man ingen hjælp. Nogen sagde, at vi skulle gå den vej, og andre sagde, at vi skulle gå den anden vej. Det er virkelig frustrerende,« sukker Silje og fortsætter:

»De virker virkelig travle, når man spørger dem om noget.«

Men de er ikke de eneste, der er blevet 'offer' for den manglende markering af, hvor man må ligge.

Da B.T. stod og overværede campingområdets åbning, var der et stort grønt areal foran en grussti, hvor op mod hundrede festivalgæster satte forskellige lejre op.

De nåede at stå der i et par minutter, da et par Roskilde-vagter nærmest listede over og påpegede, at man kun måtte ligge inde i de områder, der var markeret med hvid maling.

Den hvide maling er dog svær at se på afstand, og der var - ligesom i Siljes tilfælde - ingen tegn på, at man ikke måtte campere på græsarealet.

Det fik flere grupperinger til at skændes højlydt med vagterne, men intet kunne de gøre. De måtte pakke sammen igen og forsøge at finde en plads, selvom tusindevis var løbet forbi dem i mellemtiden.

»Det er noget fucking lort,« råbte en af dem højt, da han pakkede sit telt sammen.

Der er plads til alle på Roskilde, og alle skal nok finde en plads at slå lejr, men Silje kunne godt have ønsket sig en bedre start på sin første Roskilde Festival.

»Det er da en dårlig start, men ellers virker det fedt,« siger hun.

B.T. har kontaktet Roskilde Festival, der oplyser, at de ikke har modtaget henvendelser fra nogen, der ikke har fået en plads.

»Når 80.000 stormer ind, og sætter 50.000 telte op på samme tid, kan der erfaringsmæssigt forekomme forvirring. Sædvanligvis løser vi hurtigt udfordringer, der måtte opstå som følge heraf, og de frivillige værter ved indgangene vil anvise hvor der er ledige pladser,« skriver festivalen i et skriftligt svar.