Forfatteren Ian Fleming blev angiveligt inspireret til den første Bond-bog, Casino Royale, da han selv under Anden Verdenskrig spillede kort med tyske agenter i det neutrale Portugal – præcis her i Europas største og ældste casino, Casino Estoril
Jeg knipser et støvkorn af jakken og lader skødesløst en hånd glide gennem den sparsomme hårpragt, mens jeg med uudgrundeligt blik går op ad trappen, nikker til dørmand og sikkerhedsvagter og forsvinder ind i Casino Estoril.
Vi befinder os ude ved kysten, 25 kilometer fra Lissabon, tæt på mondæne Cascais. Under Anden Verdenskrig forblev Portugal neutralt, og kongelige, berømte, superrige og masser af spioner fra både tysk og allieret side lurede på hinanden her. Jeg tænker, at en hurtig gevinst på rouletten kan finansiere fruens og min golfferie, men først en hurtig rundtur i paladset her, der også huser et større udvalg af restauranter med den kinesiske som et af topstederne. Det er et forlystelses-palads, så den største sal med plads til 1.100 spisende byder også på shows til middagen.
Her er 1.000 enarmede tyveknægte, og modet synker lidt, mens vi bevæger os igennem de forskellige sale, hvor glitrende lys forsøger at piske en stemning op. Med stive blikke og en smøg i mundvigen sidder et ægtepar ved siden af hinanden og trykker igen og igen på knappen, så hjulene hvirvler rundt. Uden at sige et ord til hinanden.
Men her er jo også de mere seriøse spil: Terninger, poker, Black Jack og andre kortspil – plus selvfølgelig rouletten, som findes i flere små sale med forskellige indsatser. Billigst er salen, hvor en jeton koster fem euro, altså ca. 37 kr. Derefter salen med ti euro (75 kr.) for en enkelt indsats og endelig den sidste med 25 euro (ca 187. kr.). Så er der selvfølgelig også det ’hemmelige’ rum, hvor indsatsen er ubegrænset.
Jeg vælger salen til fem euro for en jeton og overvejer at bestille en vodka martini, shaken not stirred, i bedste Bond-stil, men dropper det og nøjes med en gin-tonic. Veksler 350 kr. til jetoner, hvilket er det afsatte beløb, og det må være nok til at betale ferien.
Min kone har på det skarpeste afvist at deltage i dette foretagende, så hun sætter sig på en stol lidt væk og vil bare kigge. Altså kaster jeg mig ud i spillet. Planen er klar: Ikke noget med at fedtspille med jetonen liggende i krydset mellem fire felter og vinde små gevinster. Næh, jeg går efter guldet – en jeton direkte på min kones fødselsdag og en på min egen – herregud, bare én rammer, giver det pengene 35 gange igen. Den lille kugle sendes i kredsløb om tallene, og jeg spænder mavemusklerne, klar til at modtage stakken af jetoner. Kuglen taber fart, klikker og hopper og ender langt fra vores fødselsdage. Der går nøjagtig tre minutter og 41 sekunder, så er jeg blanket af. Min kone kigger undrende, da jeg tårner mig op over hende: Hvad sker der? »Vi skal hjem nu, og vi skal selv betale ferien.«
En drøm af et ophold
Hjem er i denne forbindelse Quinta da Marinha, et femstjernet golfresort beliggende i smørhullet mellem Lissabon, Cascais med de fede fiskerestauranter og nationalparken og Sintra-bjergene.
Der er to hoteller på resortet – det klassiske Quinta da Marinha og så det kun fire år gamle boutique-hotel Onyria Marinha. Det mærkelige navn Onyria er græsk for drøm, og det er lige, hvad et ophold her er: En drøm.
Kæmpestore værelser med siddegruppe i læder, store terrasser med udsigt til rislende bække, gangbroer og svajende palmer. Den udsigt kan man også nyde fra badekarret gennem glasvæggen ind til værelset, blot skal man vide, at andre gæster kan gå forbi terrassen – man kunne chokere enkelte.
Restauranten er italiensk, og her serveres morgen-buffeten også. Ønsker man ikke den store middag hver aften, kan man spise lettere i baren – eller selvfølgelig smutte den korte tur ned til fiskerestauranterne i Cascais. Og hvor kommer gæsterne så fra, spørger vi salgsdirektør Joao Pinto Coelho?
»Vi har flest gæster fra Skandinavien, fordi flyforbindelserne til Lissabon er så gode, derefter følger englændere, franskmænd og tyskere. Og her på Onyria-hotellet er gæsterne typisk par på romantisk ophold, mens der på det gamle hotel bor flere grupper fra golfklubber f.eks. Vores gæster bliver typisk i fire dage, og vi har mange gengangere,«siger Joao Coelho og fortsætter:
»Du får lige en bonus-oplysning. Det var her, jeres målmand Peter Schmeichel begyndte med golf i 1999, da han skiftede fra Manchester United til Sporting Portugal.«
Så ved vi det.
Havudsigt fra 13. hul
Klubhuset er opført i samme stil som Onyria-hotellet i to etager, og efter runden er det en fornøjelse at sidde og nyde en øl på øverste dæk med udsigt over pinjer og hul tre på golfbanen.
Men hvordan er golfbanen så?
Quinta da Marinha har i mange år været et søgt resort med golfbanen tegnet af legendariske Robert Trent Jones. Man kan sige, at golfbanen oplevelsesmæssigt er overhalet af Oitavos lige i nærheden – den er helt forrygende, men svær – og også Penha Longa lidt længere inde i nationalparken.
Men jeg er altså ret vild med de kæmpemæssige og ældgamle paraply-pinier, som følger de allerfleste huller her på Quinta da Marinha.
Så står vi da på 1. teested og hilser pænt på dagens to svenske medspillere og starteren, en lille trind mand, der udbeder sig papiret på den accepterede starttid, vi fik i klubhuset. Øh, den er ikke lige til at finde... skidt, afsted med jer, siger han og kaster et blik på mig.
»Din kone er allerede foran, du får to strafslag for at glemme kvitteringen.«
Vi er i gang. Styrken ved denne bane er, at der er udfordringer nok til både begynderen og den dygtige spiller. Banearkitekten har en forkærlighed for hævede teesteder, greens og masser af bunkers. Det får man til overflod, tag bare par-3 hullet, 139 meter over en sø og op til en højthævet green, beskyttet af fire bunkers.
Ellers er det bare om at nyde turen gennem alle disse pinjer, som man nemt kan ramme med en lille skævert. En lille ekstra-gevinst får man på hul 13, hvor der pludselig er udsigt til Atlanterhavet dybt nede.
Så ja, ”gamle” Quinta da Marinha holder endnu, især med åbningen af hotellet med det sære navn Onyria.
Og selv om spionerne og de berømte for længst har forladt Casino Estoril, så er det altså et meget sjovt indslag i ferien – omend kortvarigt for mit vedkommende.
