Mere end 1 million turister besøger hvert år den tyske hovedstad. Vi guider til nogle af byens åndehuller, som endnu er relaltivt ukendte blandt turistmasserne.

1. Natur og kultur langs Landwerhkanal

Hvad: Området og grønne stier langs Landwehrkanal
Hvornår: Det kan anbefales at begynde turen om formiddagen, så man kan tage en frokostpause på vejen.

Vil du lidt væk fra Berlins turistmylder i Mitte, så brug dagen på en gåtur langs Landwehrkanal. Gå ned gennem den jødisk/tyrkiske bydel Kreuzberg til Landwehrkanal ved Lindenstrasse og følg kanalen mod øst. På begge sider af kanalen er der grønne, parklignende stier, hvor du ugeneret af trafikken kan nyde et stykke af Berlin, som de lokale gør det. Langs kanalen ved Kottbusser Str. finder man et lille tyrkisk grøntsagsmarked. Køb et  par falafler, nogle kirsebær og lidt vand og tag det med på den fortsatte gåtur langs kanalen. Der er masser af bænke på vejen. 

Har man mod på at gå langt, kan man fortsætte turen helt til floden Spree. Gå over broen »Am Oberbaum« mod Østtysklands gamle hovedbanegård Ostbahnhof. Mellem broen og banegården passerer man det længste tilbageværende stykke af Berlinmuren. Muren er dekoreret af kunstnere, der har malet deres tolkning af forholdet mellem det gamle Øst- og Vesttyskland. Husk at se muren fra begge sider. På siden ud mod floden er muren udsmykket med store fotografier af »adskillelsesmure« andre steder i verden, bl.a. af den godt ti år gamle mur mellem israelere og palæstinensere på Vestbredden. Optrykt i stor størrelse gør billederne et kæmpe indtryk.

Selv om muren er flittigt besøgt af turister, er murstykket så langt, at du sagtens kan gå i fred og ro og fordybe dig i billeder og fotografier.

Se også: En cool dag i Kreuzberg


2. Oplev rædslerne i et østtysk vagttårn

Hvad: Tidligere østtysk vagttårn ved Schlesischer Busch
Hvornår: I dagtimerne har tårnet åbent. Mod at betale et symbolsk beløb, som du selv bestemmer, kan du komme op i tårnet.

Godt gemt af vejen kort før stedet, hvor Landwehrkanal møder floden Spree, står et levn fra DDR-tiden. 

Midt på en grøn græsplæne står et af de eneste tilbageværende af de engang 302 vagttårne langs den 155 km lange Berlinmur. Går man langs Landwehrkanal i østlig retning, finder man tårnet ved at dreje til højre ad Schlesische Strasse. Kryds to mindre broer og gå mod Schlesischer Busch. Få skridt fra broen ligger det grå vagttårn. 

Ved første øjekast kan tårnet se lukket ud, men bag tårnet finder man en såkaldt tårnpasser, der mod en donation på hvad man selv synes er passende, vil åbne tårnet. 

Det lille spartansk indrettede tårn med den stejle, smalle støbejernstrappe rummer mange rædselshistorier og kontraster. Tre grænsevagter og en officer patruljerede i sin tid i tårnet og holdt øje med, at ingen forsøgte at snige sig fra Østtyskland til det forjættede Vesttyskland. Forsøgte østtyske statsborgere det, røg de med stor sandsynlighed i den arrestcelle, som findes i tårnets stueetage. På taget af tårnet sidder stadig det søgelys, der blev brugt til at tjekke, om nogen forsøgte at snige sig over muren. 

Hvis man kigger ud af tårnet, kan man se det tidligere Vestberlin. Førhen var der udsigt til betonmure indhyllet i pigtråd.

Se også: Guide til DDR-diktaturet


3. Anderledes chokoladeoplevelse

Hvad: Rittersport Museum, Französische Strasse 24
Hvornår: Man. – ons.  kl. 10 – 19, tors. – lør. kl. 10 – 20, søn. kl.  10 – 18. Vær opmærksom på, at du skal komme mindst én time før lukketid, hvis du skal have lavet din egen chokolade.

Er fødderne ømme efter en hel dags vandring, kan det være, man skal forkæle sig selv med en personlig chokolade. 

Den tyske chokoladefabrikant Rittersport har et chokolademuseum i Französ. Str. i Berlins Mitte. Hvor der er mulighed for at storshoppe mørk-, mælke- eller hvid chokolade i kvadratiske Rittersport-pakker og til priser på omkring 8-10 kroner per styk. 

Museets helt store triumf er dog, at man kan lave sin egen Rittersport. Fra to store haner fosser chokoladen ud i både mørk og hvid udgave, mens børn og voksne kan stå og overveje, hvad de vil have i. Skal det være chili, anis, cornflakes – eller hvad med Jelly Beans? 

Når man har taget en beslutning, hælder personalet chokolade fra en af hanerne over en form, hvori det valgte fyld ligger. Derefter bliver chokoladen sat på køl i en halv time. I mellemtiden kan man gå rundt og kigge på resten af chokoladeimperiet, der blandt andet tæller en historie om chokobønnernes oprindelse. Eller man kan købe sig fattig i håndklæder, tasker og t-shirt med Rittersports logo. Er man rigtig chokoladesulten, kan du også nyde en kop kaffe og kage i Rittersports cafe. 

Stedet er absolut ikke udenfor turiststrømmens radar, men kommer man tidligt på dagen eller kort før lukketid, så viser denne skribents erfaringer, at der ikke er overfyldt med turister.

Se også: En kvadratisk succes-historie


4. Frokost og vandretur i Tiergarten

Hvad: Tiergarten
Hvor: Fra zoologisk have til Brandenburger Tor

Den smukke gamle Tiergarten er et af de bedste åndehuller i Berlin. Selve parken er to kilometer lang og cirka én bred, men er man kreativ, kan mansagtens få en flere timers vandretur ud af parken og omegn. Et godt råd er at købe noget mad og tage frokosten med i den gamle park. Madpakken kan man f.eks. købe i det gamle varehus KaDeWe ved Wittenbergplatz. Varehuset er Europas største, og de to øverste af de syv etager er spækket med alverdens kager, mad og andre delikatesser. Ekspedienterne er desuden søde til at give bestik med til maden, så man nyde frokosten i naturen.

Følg Budapester Strasse op til Landwehrkanal og drej til venstre ad Cornelius Strasse. Følg vejen en halv kilometer til broen – og drej op ad trapperne og direkte ind i Tiergarten. 

Her er plads til fri leg,  enten i en af de mange hyggelige solkroge eller på en af de utallige bænke i parken. Er man til nudist solbadning, så gå op mod Sejrssøjlen, som rejser sig over trækronerne. Tæt ved søjlen i området mellem Hofjägerallee og Strasse des 17. juni holder nudisterne til.

Efter solbadning og frokost kan man gå mod nord. På den anden side af Sejrssøjlen  ligger slottet Bellevue, hvor den tyske præsident bor. Og herfra kan man gå mod nordøst mod Rigsdagen og  den karakteristiske nye glaskuppel. Fra Rigsdagen kan man afslutte spadsereturen ved at sætte kursen mod sydøst og et endemål, der hedder den moderne virkelighed ved Potsdamer Plazts mange skyskrabere.  

Se også: Guide til Berlins bedste Biergärten


5. Solbadning og roterende middag

Hvad: Flodsejlads og middag i fjernsynstårnet
Hvor: De fleste turistbåde ligger til ved Friedrichstrasses banegård. Fjernsynstårnet finder du på Alexander Platz.

Ønsker man at få det bedste ud af både dagen og aftenen og samtidig nyde solen, kan en halvdags sejltur på turistbådene efterfulgt af en middag i fjernsyns-tårnet anbefales.

Turistbådene er et yndet udflugtsmål, så tricket er at  tage en af de lange ture på fire timer, hvor der er knap så fyldt. Og dermed bedre plads på bl.a. øverste dæk, hvor man kan solbade i en af stolene, mens båden skvulper gennem sluse efter sluse for at komme fra Spree til Landwehrkanal.  Og ved Charlottenburg Slot lægger båden til kaj i 45 minutter, så man har tid til en tur i slottets smukke Orangeri.

Efter sejlturen kan man slutte aftenen af med en unik oplevelse i det tidligere Østtysklands stolthed, Berlins fjernsynstårn. 

Det 368 meter høje tårn blev bygget i 1960’erne som et symbol på DDR. I dag kan man nyde udsigten fra tårnet, eller man kan supplere udsigten med en middag på restauranten i kuplen – en særlig restaurant med roterende gulv, der giver mulighed for i løbet af middagen at se hele byen, uanset hvor man sidder. 

Man har bl.a. panorama-overblik over vartegn som den tidligere lufthavn Tempelhof, den imponerende Karl Marx Allee samt Brandenburger Tor. Og maden er bestemt lige så god som udsigten.

Det anbefales at bestille billetter til den roterende restaurant i god tid. 

Se også: 5 på grænsen i Berlin