Kvinder går tidligere på pension end mænd, og det kan koste dem rigtig mange penge, viser nye tal.

En opgørelse fra Forsikrings- og pensionsbranchen (F&P) viser nemlig, at den gennemsnitlige kvinde stopper med at gå på arbejde et år før hun når folkepensionsalderen, mens den gennemsnitlige mand fortsætter på jobbet fem måneder efter.

Tallene får organisationen bag til at pege på de konsekvenser, det kan have for kvinders pensionsopsparing.

»Kvinder går tidligere på pension end mænd, og samtidig lever de længere end mænd, og derfor skal deres pension række længere,« siger Andreas Østergaard Nielsen, underdirektør i F&P, i en pressemeddelelse.

»Kvinder bør derfor livet igennem tjekke, om de sparer tilstrækkeligt op,« tilføjer han.

Der kan være en række grunde til, hvorfor kvinder trække sig tidligere fra arbejdsmarkedet, forklarer seniorforsker ved Vive, Mona Larsen, over for B.T.

Hun nævner blandt andet familiestruktur, helbred og arbejdsvilkår som faktorer, der kan spille ind i den beslutning.

»Det er velkendt, at kvinder får gennemsnitligt mindre i løn end mænd, og når arbejdsvilkårene på arbejdet er mindre attraktive, så kan livet udenfor jobbet blive mere fristende for kvinder,« siger Mona Larsen.

»Det er heller ikke ualmindeligt, at der er en forventning om, at især kvinder skal tage sig af de huslige pligter og omsorgsopgaverne i forhold til syge pårørende.«

»Vi ved, at vi har nogle travle offentlige arbejdspladser, især de kvindedominerede, hvor der mangler hænder. Hvis man på samme tid har travlt på hjemmefronten, og ikke får en så attraktiv løn, så kan det skubbe til beslutningen om at trække sig tilbage tidligere,« understreger Mona Larsen, som også peger på, at fysiologiske forskelle spiller en rolle.

Helt generelt har kvinder udsigt til at kunne gå på pension med en mindre opsparing, forklarer Ann Lehmann Erichsen, som er forbrugerøkonom hos Sydbank.

Det skyldes såkaldt 'uforklarlige' lønforskelle, men det begreb dækker bare over de situationer, hvor kvinder udfører samme arbejde som mænd, men tjener færre penge på det, understreger hun.

»Målinger viser, at den uforklarlige lønforskel er på syv procent, og det svarer til, at i løbet af 14-15 år, har man som kvinde til forskel for en mand, arbejdet i et år gratis,« siger Ann Lehmann Erichsen.

»Det betyder også færre penge til pensionsopsparingen for kvinderne,« tilføjer hun.

Herunder deler Ann Lehmann Erichsen fem gode råd til kvinder omkring beslutningen om at gå på pension.

forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen.
forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen. Foto: Niels Ahlmann Olesen
Vis mere

1. Tænk langsigtet, før du går ned i tid
Mange kvinder, der går på deltid, fokuserer kun, hvor meget de får udbetalt om måneden, men ikke på, hvordan det kommer til at gå ud over deres pensionsopsparing og fremtidige karrieremuligheder:

»Jeg har set mange kvindelige kollegaer gå på deltid, men når de så regnede på det, så sagde de 'jamen. jeg får jo kun 1000 kr. mindre om måneden, så det har vi råd til'. Øh ja, men man skal jo lave hele regnestykket, for det de aldrig talte om, det var pensionen,« siger Ann Lehmann Erichsen.

Hun peger desuden på, at det på mange arbejdspladser er et faktum, at en periode på deltid kan betyde, at man bliver frataget muligheden for at blive leder eller endda forfremmet.

Ann Lehmann Erichsen anbefaler, at man fortsætter med at indbetale det samme beløb til sin pension, hvis man går ned i tid.

2. Alternativer til deltid
Hvis kvinder går på deltid, så er det ifølge forbrugerøkonomen ofte i forbindelse med, at de får børn. Overvej derfor om man kan løse problemerne derhjemme, uden at skulle gå på deltid:

»Man må for eksempel købe sig til rengøring, få måltidskasser leveret, få passet børnene – det er lidt dyrere, men så opretholder man sin fuldtidsværdi på arbejdsmarkedet og får en nemmere hverdag, fastslår Ann Lehmann Erichsen.

Hun tilføjer, at man kan trække serviceudgifter fra i skat.

3. Spar op, spar op, spar op
Overvej dit forbrug og vær sparsom med, hvad du bruger dine penge på.

»Det skylder vi vores ældre jeg,« siger Ann Lehmann Erichsen.

4. Håndtering af mulige konsekvenser
Hvis man står i en situation, hvor man er pensioneret og oplever konsekvenser, må man søge pensionsrådgivning i banken.

»Der er desværre ellers én ting at gøre, hvis man ikke har tid til sommerhuset. Så må man sælge det. Eller har man ikke råd til bilen, så sælg den. Det er ikke sjovt, men det er konsekvensen,« siger Ann Lehmann Erichsen.