Sommer- og påskeferiens ophold er så småt ved at blive booket, og mange danskere benytter bookingportaler på nettet for at finde deres drømme hotel og ophold.

Men fra flere sider lyder det, at man risikerer at falde i fælder og få frarøvet sine muligheder. 

Der er nemlig flere ting, de store bookingportaler gør, der kan påvirke, hvad man ender med at booke. Helt uden man selv er opmærksom på det.

Du sættes under pres

Fra Forbrugerrådet Tænk er der visse aspekter ved de store bookingportaler som eksempelvis Booking.com og Hotels.com, der ikke er til gavn for forbrugerne.

»De spiller meget på noget indenfor adfærdspsykologien ved blandt andet at sende stressignaler for at fremprovokere en impulsiv købsbeslutning,« siger cheføkonom ved Forbrugerrådet Tænk, Morten Bruun Pedersen.

»Vi kender allesammen det med, at når man kigger på et hotel, står der, at 'tre andre ser også på dette værelse', eller 'kun et ledigt værelse tilbage'« siger Morten Bruun Pedersen.

Det er med til at presse folk, som derfor tager mindre velovervejede valg.

Morten Bruun Pedersen kan også se fordele ved bookingportalerne, men man skal altså som forbruger være bevidst om faldgruberne.

»Vi har undersøgelser, der viser, at forbrugere er tilbøjelige til at tage det første bud, der kommer frem på en søgeside og det kan være et problem, fordi de hoteller, der er først i søgeresultatet, er der, fordi platformen får provision for denne placering,« siger han og fortsætter:

»Men i stedet for at lade sig presse, kan man gå ind og bruge søgefunktioner og dermed sikre sig, at muligheden, man får frem, reelt kommer tættest på ens ønsker.«

Booking.coms talsperson udtaler i et skriftligt svar til B.T. – blandt andet – at de ønsker, at kunden træffer informerede valg, og derfor oplyser de eksempelvis, hvor mange værelser der er tilbage på deres hjemmeside.

De skriver videre, at resultatet af søgninger på deres side er transparente, »inklusiv vores foretrukne partner-program, som kun ejendomme, der er højt vurderede blandt kunder, kan vælge at blive en del af.«

Så man kan ifølge dem som forbruger godt se, når der er tale om et hotel, der betaler ekstra og dermed ligger højere i søgeresultaterne.

Hoteller er bundne af såkaldte prisklausuler

Spillere på hotelmarkedet har lagt pres på EU for at indskrænke bookingportalernes magt.

Bookingportalerne binder blandt andet hotellerne i såkaldte prisklausuler, hvor hotellerne indvilger i ikke at tilbyde en lavere pris på egen hjemmeside.

»Bookingportalerne er glimrende til at skabe et godt overblik, og de er jo også med til at eksponere hoteller, som ellers aldrig ville dukke op i forbrugernes søgninger,« siger Jeppe Møller-Herskind, viceadministrerende direktør i hotel- og restaurationsbrancheorganisationen HORESTA, der blandt andre har lagt pres på EU.

»Vi så bare gerne, at de her giganters magt blev indskrænket, for de begrænser jo også hotellernes muligheder for at konkurrere, når de er låst af prisklausulerne.«

De prisklausuler, som gælder for hotellerne, findes eksempelvis hos Booking.com i tre udgaver, hvor man i Danmark hører under den næstmest regulerende.

Oversat vil det sige, at hotellerne forpligter sig til i den kategori ikke at tilbyde lavere pris via onlinetilbud.

Altså kan man ringe eller møde op på hotellet for at se, om de kan tilbyde en lavere pris.

Og det gør sig også gældende i en lang række andre lande, så man kan altid prøve at ringe og forhøre sig.

Om prisklausulerne lyder det afslutningsvist fra Booking.coms talsperson, at hoteller blandt andet får en større eksponering på deres side, men til gengæld beder de så om, at hotellerne ikke sætter priserne lavere på egen side.

Det, mener man hos Booking.com, er fair.

Dine penge ryger til udlandet

Sidste ting, man kan være opmærksom på, er, at procenter af din betaling for hotellet ryger til bookingportalerne, hvis du booker derigennem

»Man skal dermed huske, at man som forbruger lægger en del af sine penge i udlandet,« siger Jeppe Møller-Herskind.

»Hvis du vil undgå det, booker du direkte hos hotellet. Så får de hele omsætningen,« lyder råder fra den viceadministrerende direktør i HORESTA.

B.T. har også forsøgt at få svar fra Expedia, som har Hotels.com, men de er ikke vendt tilbage inden deadline.