Regeringen og SF er blevet enige om undersøgelse af FE-sagen og den såkaldte Samsam-sag. 

Det skriver Justitsministeriet i en pressemeddelelse.

De er blevet enige om en undersøgelseskommission af FE-sagen frem for en granskningskommission.

Forskellen er, at granskningskommissionen forankres i Folketinget, hvorimod undersøgelseskommissionen ender i regeringen og Justitsministeriet.

Regeringen har hele tiden talt for en undersøgelseskommission, mens en samlet oppositionen talte for en granskningskommission.

Et forslag i oppositionen, som SF selv var med til at stille i sin tid – og nu har bevæget sig væk fra. 

Torsdag skal der stemmes om forslaget i Folketinget.

Derudover er de to parter blevet enige om en styrkelse af tilsynet med efterretningstjenesterne og en undersøgelse af Samsam-sagen.

»Det er ingen hemmelighed, at der er lang vej fra Nye Borgerlige til SF i de her spørgsmål. Vi har grundlæggende tillid til efterretningstjenesterne, og vi mener sådan set, at sagen om Samsam er vigtigst, fordi den potentielt har rokket ved retssikkerheden,« lyder det fra SF's Karina Lorentzen i en meddelelse.

Allerede tirsdag aften var der forlydenheder om, at SF var i gang med at forhandle med regeringen, der hele tiden har argumenteret for hellere at udvide FE-undersøgelseskommissionens mandat.

Justitsminister Peter Hummelgaard (S) er glad for, at regeringen og SF har indgået en aftale om de overordnede rammer for at styrke Tilsynet med Efterretningstjenesterne.

»En aftale og et tilsyn som forhåbentlig kan være med til at sikre, at der skabes ro om vores efterretningstjenesters virke,« siger han i pressemeddelelsen.

Undersøgelsen i FE-sagen omhandler straffesagerne mod tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen og tidligere øverste chef for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen – og hvor der politiske ansvar skal undersøges.

Samsam-sagen vedrører den terrordømte Ahmed Samsam, som hævder, at han under en rejse til Syrien blev hvervet af Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Forsvarets Efterretningstjeneste (FE).

I november slog Østre Landsret fast, at han ikke kunne få domstolsprøvet sine påstande.

Dog har flere partier efterfølgende ment, at sagen ikke var slut – og at der er flere, ubesvarede spørgsmål i sagen.

»Regeringen er desuden enige med SF om, at når rammerne for det styrkede tilsyn er på plads, skal tilsynet anmodes om at undersøge, om efterretningstjenesternes eventuelle ageren i den såkaldte Samsam-sag ligger inden for de retlige rammer og retningslinjer, der på daværende tidspunkt var gældende for efterretningstjenesterne,« skriver Justitsministeriet i pressemeddelelsen onsdag aften.