Alex Vanopslagh er ikke selv meget for at svare på det.

Men hos medlemmerne er flere klare i mælet, når B.T. spørger, om han skal melde sig som statsministerkandidat.

»Ja, det synes jeg,« siger Lise Petersen, medlem af Liberal Alliance, ved partiets landsmøde.

Ved siden af nikker medlemmet Anne Oxfeldt Olsen.

»Ja, det er jeg faktisk helt enig i, for han er én af de få tilbage, der kan begå sig retorisk.«

Skal han så ikke bare komme i gang og melde sig?

»Jo jo,« mener Lise Petersen.

Det er i det hele taget ikke meget slinger i valsen fra flere medlemmer:

»Ja, det er helt klart,« mener Susanne Lindholm.

Også ét af de yngre medlemmer af LA, Nikolas Juul Johannson, opfordrer Alex Vanopslagh til at melde sig:

»Ja, det synes jeg. Med de ting, han siger, ser jeg ikke nogen bedre kandidat.«

Men Alex Vanopslagh selv?

Han ville trods flere mediers forsøg ikke under lørdagens landsmøde svare klart på, om han kommer til at melde sig som statsministerkandidat, hvis opbakningen fortsætter.

Alex Vanopslagh, kan du nævne bare én blå partileder, der ville være mere oplagt som statsministerkandidat end dig?

»Det er jeg sikker på, vi nok skal finde en, også en, der er mere oplagt end mig,« sagde Alex Vanopslagh afvigende til B.T.

Se videoen med flere medlemmers svar i toppen af artiklen.