Det hele begyndte under et telefonmøde i Venstre for snart to uger siden.

Her tog formanden for Region Syddanmark, Stephanie Lose, pludselig ordet og rettede en overraskende kritik til Lars Løkke Rasmussen.

Sammen med dele af Venstre-baglandet var hun så træt af polemikken i Venstre, at Lars Løkke og Kristian Jensen blev opfordret til ikke at genopstille.

Siden har flere af regionerne afholdt møder, hvor formandskabet er blevet diskuteret, og så har flere lokalpolitikere også været ude med kritik af Lars Løkke og Kristian Jensen i de største danske medier.

Søndag aften skrev Lars Løkke så på Facebook, at han ønsker at fremrykke landsmødet for at få ro i tropperne, men kort tid efter kunne Berlingske berette, at en gruppe på fire regionsformænd allerede torsdag havde bedt om et telefonmøde med formanden på baggrund af de seneste ugers uro.

Herefter havde de skrevet en e-mail til blandt andre Lars Løkke om muligheden for at fremrykke landsmødet. E-mailen var sendt fra regionsformændene i Region Sjælland, Region Syddanmark, Region Midtjylland og Region Nordjylland.

Her mangler der én region: Region Hovedstaden.

Det er, så vidt B.T. er bekendt med, den eneste region, hvor der ikke er nogen kredsformænd, kommuneforeningsformænd eller andre medlemmer af partiet, der er gået offentligt ud med kritik af det nuværende formandskab.

Men hvorfor er det, at Region Hovedstadens formand, Bo Madsen, ikke er blandt afsenderne på den e-mail, som hans fire andre kollegaer har sendt til partiets top?

B.T. har stillet Bo Madsen det spørgsmål, men han ønsker ikke at kommentere på noget.

I stedet har B.T. kontaktet en lang række kommuneforeningsformænd i regionen og hørt, hvad de tænker om Lars Løkkes fremtid i partiet, og her er flere af dem parate til at stå frem og ytre deres ubetingede støtte.

»Hvis Lars Løkke har lyst til at fortsætte som formand, så er han stadig den absolut bedst kvalificerede i vores parti,« siger Bill Bjørklund, der er formand for Venstre i Herlev.

Han er egentligt ikke så overrasket over, at der pludselig kom et mindre oprør fra især det jyske bagland.

»Det hele startede jo med Kristian Jensens interview, og når man så øjner en svaghed, så sætter man et angreb ind. Og hvis man tager den, der nok råbte højest, så er det Stephanie Lose, og hun var jo også vældig meget imod nedlæggelse af regionerne, så det er der ikke noget nyt i,« siger han.

Cirka 20 kilometer nordvest fra Herlev sidder Anders Bo Larsen som formand for Venstre i Egedal, og han er enig med Bill Bjørklund.

»Han har min fulde opbakning, og jeg deler ikke den anden holdning. Han har gjort det virkelig godt, og alle laver fejl, men han er stadig den bedste politiske håndværker i vores parti. Hvis nogen vil noget andet, så må de jo stille med en kandidat til landsmødet,« siger Anders Bo Larsen.

Mange – fra politiske kommentatorer til folketingsmedlemmer – forventer, at formandskabet skal diskuteres på Venstres hovedbestyrelsesmøde på lørdag.

Man er som kommuneforeningsformand automatisk en del af hovedbestyrelsen, og hvis der på mødet kommer sådan en diskussion, så er Alexander Schneevoigt, der er formand for Venstre i Gentofte, klar med sin støtte.

»Lars Løkke har min fulde støtte, så længe han har lyst til at være formand,« siger han.

Også på Vestegnen er støtten intakt.

»Jeg går helt klart ind for, at han bliver siddende,« siger Anette Farnø Skourup, der er formand for Venstre i Hvidovre.

B.T. har derudover talt med en stor håndfuld andre formænd i Region Hovedstaden, og de har alle erklæret deres støtte til formanden, omend de ikke ønsker at stå frem med navn.