Det lyder mærkeligt, at et tilfældigt møde med en rocker forhindrer Sass i at blive minister, siger professor.

Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, bliver ikke minister i den kommende regering, da der er rejst tvivl om hans sikkerhedsgodkendelse.

Sådan lød det fra Henrik Sass Larsen torsdag, men hans forklaring vækker undren hos juraprofessor Eva Smith.

- Det lyder for mig meget mærkeligt, at et tilfældigt møde med en rocker er nok til, at man ikke kan få en sikkerhedsgodkendelse af PET, siger Eva Smith.

Hun henviser til, at Henrik Sass Larsen, som var storfavorit til at blive finansminister i den kommende regering, har forklaret, at han i maj sad på en beværtning i Køge med en person fra rockermiljøet.LÆS OGSÅ:

LÆS OGSÅ:

- Det er umuligt at sige, om det er nok til, at man ikke kan få en sikkerhedsgodkendelse, fordi PET er utroligt lukkede omkring, hvad de foretager sig.

- Men det lyder usandsynligt, at alle de tilfældige kontakter en rocker har, skulle kunne gøre, at man ikke kan sikkerhedsgodkendes, siger Eva Smith.

Hun bliver bakket op af den tidligere operative chef for Politiets Efterretningstjeneste (PET), Hans Jørgen Bonnichsen. Han er overrasket over, myndighederne ikke har kunnet sikkerhedsgodkende Socialdemokraternes politiske ordfører, Henrik Sass Larsen, som ny minister.LÆS OGSÅ:

- Hvis det er det, som jeg har læst om: at man har et tilfældigt møde med en rocker på en restauration, så ville jeg personligt vurdere, at det ikke skulle være nok til at udvise den mistillid.

- Men det er min personlige vurdering, for jeg ved ikke, hvad PET lægger til grund, siger Hans Jørgen Bonnichsen.

Ifølge den tidligere operative chef for PET træffer efterretningstjenesten vurderingen ud fra en konkret vurdering af, om vedkommende udviser en ubestridt loyalitet. Desuden ser tjenesten på personens adfærd og karakter - og om der ligger noget i vedkommendes forbindelser, som kan rejse tvivl om håndteringen af de klassificerede informationer, man nu får som minister.

- Det er så det materiale, PET afleverer til ansættelsesmyndigheden, og så er det ansættelsesmyndigheden, som vurderer, hvorvidt den pågældende skal ansættes eller ej, siger Hans Jørgen Bonnichsen og fortsætter:

- Det er den kommende statsminister, som beslutter, om hun har tillid til ham. Det er ikke PET, som bestemmer det. Så skal vi nok have ændret grundloven.

Andre tilfælde

Eva Schmidt har dog hørt om et tilfælde, hvor en homoseksuel mand ikke kunne få en sikkerhedsgodkendelse, fordi PET angiveligt mente, at hans seksualitet gjorde ham mere udsat for afpresning.

Danmark har på den anden side tidligere haft en homoseksuel minister, da Socialdemokraten Torben Lund var sundhedsminister.

Situationen betyder, at Henrik Sass Larsens politisk karriere lider et kæmpe knæk. Henrik Sass Larsen var en af hovedpersonerne bag Helle Thorning-Schmidts (S) overtagelse af formandsposten for Socialdemokraterne.

Siden har han været en af Helle Thorning-Schmidts nærmeste fortrolige og stod til at få posten som finansminister, der anses for en af de absolut mest magtfulde i regeringen.

Ifølge Henrik Sass Larsen træder han nu et skridt tilbage og vil i stedet koncentrere sig om at arbejde sig tilbage i partiet via udvalgsarbejde i Folketinget.

HVAD MENER DU? DELTAG I DEBATTEN NEDENFOR/ritzau/