Borgmester i Faxe Kommune, Ole Vive (V), bliver kritiseret heftigt på de sociale medier.

Der sker efter et opslag på Facebook og Twitter, hvor han kritiserer den nu forhenværende leder hos De Radikale Morten Østergaard for at sygemelde sig oven på anklagerne mod ham om krænkelser af kvinder.

'Jeg har ellers holdt min kæft men ....... Hvis det her er den nye mandetype, så er jeg glad for at være af den gamle årgang.'

'Og til dem jeg har klappet i røven!! UNDSKYLD! Og til Jer der stak mig en flad. Vi er kvit,' skriver Ole Vive på både Facebook og Twitter efterfulgt af en grinende smiley og vedhæfter en link til en artikel om Østergaards sygemelding.

Kritiske kommentarer er væltet ind oven på Ole Vives opslag, der har fået over 100 kommentarer på Twitter.

  • 'WTF! Troede borgerne i Faxe var bedre repræsenteret!?', Nadeem Farooq, tidl. medlem af de Radikale.
  • 'Av Ole. Som medarbejder i din kommune, gør din kommentar mig faktisk utryg,' @TheelineH.
  • 'Ja, du er også en charmerende mandetype; mener, at retten til klap i røven bevares, når det efterfølges af enten en undskyldning eller en flad! Nå ja, og så fik du på én og samme tid både latterliggjort og tydeliggjort sagens kerne', Monica Kløppel.
  • 'Det er alligevel sjældent, man ser borgmestre med så primitive udsagn. Hvor må det være pinligt at have den repræsentation', Kenn L. Hansen.
  • 'Tror ikke dem han åbenbart har klappet i røven på et niveau hvor de havde lyst til at slå ham er specielt begejstrede for at Faxe borgmesteren er “af den gamle årgang''', Christiane Vejlø.
  • '@venstredk husker i at tjekke op på kommunale sager mens i er igang på borgen?', Mette Hammelsvang.

Ole Vive ønsker ikke at svare på spørgsmål over telefonen. Men i en sms til B.T. skriver han:

- Jeg har forsøgt at blande mig i debatten med humor. Det var klodset og kan misforstås.

- Jeg vil gerne understrege, at det selvfølgelig ikke er i orden at opføre sig krænkende og upassende over for andre, skriver Ole Vive i en sms til B.T.

Morten Østergaard sygemeldte sig, efter at han i alt har fået tre reprimander på baggrund af tre sager om seksuel chikane, viser en redegørelse, som de Radikales nye leder, Sofie Carsten Nielsen, på kort tid har fået partiets sekretariat til at udarbejde.

Ud over de tre sager er der også sagen om partifællen Lotte Rod, der for næsten et årti siden også følte sig krænket af Morten Østergaard.