Lidt af en bombe rammer nu det forslag til en ny boliglov, statsminister Mette Frederiksen tirsdag morgen præsenterede.

Ifølge statsministeren skal lejeprisernes himmelflugt stoppes ved, at boligselskaberne maksimalt må hæve lejeudgiften med fire procent de næste to år.

Men det er slet ikke sikkert, at lejerne slipper for, at huslejen stiger endnu mere.

Nu viser det sig nemlig, at boligselskaberne åbenbart kan få lov til at hæve lejepriserne til mere end de fire procent.

Statsminister Mette Frederiksen har solgt den nye boliglov sådan, at lejen over to år maksimalt stiger med fire procent. Men der er en »ventil« i forslaget.
Statsminister Mette Frederiksen har solgt den nye boliglov sådan, at lejen over to år maksimalt stiger med fire procent. Men der er en »ventil« i forslaget. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Der er nemlig en »ventil« i den nye boliglov.

»Der er den ventil, at hvis udlejeren kan dokumentere, at der er udgifter, der overstiger en huslejestigning på fire procent, så kan man tage en højere leje. Men det vil efter min bedste overbevisning være et meget lille fåtal, der står i den situation,« siger indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen.

Der er da også ret store juridiske udfordringer ved at få ændret de cirka 180.000 lejeres kontrakter, hvor der direkte står, at lejeprisen kan stige i takt med inflationen, også kaldet nettoprisindekset.

I Folketingssvar 9. juni skrev Christian Rabjerg Madsen direkte, at det kan være ekspropriation, altså brud på den grundlovsskrevne ret om, at ejendomsretten er ukrænkelig, når det drejer sig om allerede indgåede kontrakter.

Christian Rabjerg Madsen erkender da også, at det er for rent juridisk at kunne gennemføre lovforslaget, at »ventilen« er kommet i spil.

»Det er klart, at når vi lægger et lovforslag frem, så laver vi selvfølgelig en juridisk vurdering, og den vurdering siger, at der ikke er udfordringer med ekspropriation, og det skyldes blandt andet, at der er en ventil i forslaget,« siger ministeren.

Daniel Skov fra Juridisk Institut på Syddansk Universitet er ekspert i boligret, og han er ret klar i mælet, da han hører om »ventilen« i forslaget til ny boliglov.

»Hvis man vedtager den her ventil, så er det ikke et definitivt loft på de fire procent. Så er der netop mulighed for at hæve huslejen yderligere, hvis der kan dokumenteres udgifter for mere end de fire procent, huslejen ifølge regeringens forslag maksimalt må stige,« siger han.

Så ergo skal lejerne endnu ikke drage et lettelsens suk.

»Det vil altså sige, at lejerne ikke bare kan læne sig tilbage og være lettede over, at huslejen ikke stiger mere end de fire procent,« siger Daniel Skov.

Juristen mener i stedet, at der venter ret så stor usikkerhed for både lejere og boligselskaberne.

»Der er så mange ubekendte faktorer i det her for nuværende. For hvad er det så for konkrete udgifter, de private udlejere kan bruge som begrundelse for at hæve huslejen ud over de foreslåede maksimale fire procent? Og hvad gør lejerne, hvis de så vil klage over det?,« spørger han.