Det har mildt sagt ikke været noget kønt forløb i Dansk Folkeparti det seneste halve år.

Efter partiet fik Morten Messerschmidt som ny formand i starten af 2022, har flere partimedlemmer forladt skuden, mens andre er blevet ekskluderet, og lokalbestyrelser har nedlagt sig selv.

Nu er der så kommet frisk vind i sejlene i det nordjyske.

Her er afløseren for det mangeårige folketingsmedlem Bent Bøgsted, som var opstillet i Frederikshavn-kredsen, fundet.

Og her kan man tale om et generationsskifte. Den 66-årige Bent Bøgsted, der forlod partiet sammen med tre øvrige profiler i slutningen af februar, bliver nemlig erstattet af den 23-årige Nana Thillemann Harring.

»Det er nogle store sko at skulle udfylde, men der er også brug for, at der kommer nogle nye personer til. Det er kun sundt,« fortæller Nana Thillemann Harring, der blev valgt på et opstillingsmøde i valgkredsen søndag.

Den 23-årige politiker er dog ikke et særligt kendt ansigt i sin nye kreds. Nana Thiellemann Harring bor nemlig i Aarhus, hvor hun arbejder som hjemmesygeplejerske, og i efteråret stillede hun op til byrådet i Aarhus, dog uden at blive valgt ind. Men det til trods har politikeren en vis tilknytning til sin nye kreds, påpeger hun.

»Jeg har familie i Dybvad, så jeg føler, jeg har en tilknytning til kommunen,« siger Nana Thiellemann Harring og fortsætter:

»Og så var jeg i Frederikshavn i sommer. Det er en virkelig dejlig by. Jeg er stor fan af deres palmestrand,« griner hun.

Men det noget begrænsede tilhørsforhold til den nordjyske kommune bliver der lavet om på.

»Planen er, at jeg flytter derop, nu hvor jeg er blevet opstillet. Det betyder meget for mig, at jeg bor i valgkredsen. Nogen vil nok mene, at min tilknytning lige nu ikke er stor nok, men den bliver større,« forsikrer hun.

Og hvad får frederikshavnerne så at stemme på? Ifølge kandidaten selv er det DF-classic.

»Jeg er kerne-DFer. Jeg går ind for en stram udlændingepolitik, et styrket socialområde og en stram retspolitik,« forklarer Nana Thillemann Harring, der nu ser frem til samarbejdet med den nye formand.

»Morten er den helt rigtige for partiet. Han er meget lyttende over for baglandet, og han skrev også til mig og ønskede tillykke, da jeg blev valgt som folketingskandidat.«

Efter Nana Thillemann Harring blev udsat for hævnporno tog hun sagen i egen hånd og delte dette billede på sin Instagram.
Efter Nana Thillemann Harring blev udsat for hævnporno tog hun sagen i egen hånd og delte dette billede på sin Instagram. Foto: Mikkel Laumann
Vis mere

Sidst Nana Thillemann Harring stillede op til valg, ved kommunalvalget 2021, trak den unge politiker også overskrifter.

Efter hun var blevet udsat for hævnporno af en ekskæreste, valgte DF-politikeren at tage sagen i egen hånd og poste et billede på Instagram, iklædt en gennemsigtig bodystocking.

»Der skal være plads til både at være privat person og politiker samtidig. At jeg lægger letpåklædte billeder på Instagram, siger ikke noget om mine kvaliteter som politiker,« sagde hun dengang til B.T.

Og sagen om hævnporno og de efterfølgende billeder tager Nana Thillemann Harring med sig i bagagen til Frederikshavn.

»Billederne har en betydning. Det er en del af, hvem jeg er, og jeg vil fortsat kæmpe mod hævnporno. For nogen skygger det måske lidt, men folk skal vide, jeg er meget mere end det,« siger hun.