To billeder, to helt forskellige outfits, men den samme kvinde.

Det ene billede hænger i lygtepæle rundt omkring i Aarhus. Det viser en smilende Nana Harring i en beigefarvet top og ditto blazer. ‘Nana Harring’, står der nederst. I toppen af højre hjørne er der placeret et DF-logo. Det er nemlig partiet, Nana Harring stiller op for.

Lørdag kom plakaterne op i enhver ledig lygtepæl for at vise aarhusianerne, at Nana Haring er en seriøs politiker, der har noget at byde på for at gøre Aarhus til et bedre sted.

Nana Harring hang i går i mange lygtepæle for at sætte sin valgplakat op.
Nana Harring hang i går i mange lygtepæle for at sætte sin valgplakat op.
Vis mere

Dagen før lagde Nana Haring et andet billede på Instagram. Her sidder hun i en stol i en sort blondebodystocking. Begge brystvorter anes igennem det gennemsigtige stof, og hun har et afdæmpet smil.

Hun forklarer først, at det egentlig mest bare var for sjov, at hun lagde billedet på Instagram, fordi det var sjovt, at det var samme fotograf. Men der ligger også noget bag.

En trang og et behov for at vise, at det ene ikke udelukker det andet.

»Jeg tror ikke på, man skal lave sig selv om, fordi man gerne vil ændre samfundet. Jeg synes, jeg har nogle konkrete ting, jeg gerne vil ændre for at gøre Aarhus et bedre sted at være. Det ændrer sig ikke, fordi jeg lægger et billede op i bodystocking,« siger Nana Harring.

Hun forklarer, at mange politikere tænker meget over, hvad de kan tillade sig at lægge op i frygten for at miste stemmer. Det gør hun dog ikke længere. Den kamp har hun taget for længst.

»Det er meget mig som kandidat. Jeg har talt om hævnporno og nøgenbilleder i mange år. De stemmer, jeg potentielt kunne miste, har jeg nok mistet i forvejen på den person, jeg er. Det har jeg ikke lyst til at lave om,« siger hun.

Hun fortæller, at der selvfølgelig er nogle, der er uenige i, hvad hun lægger op. Men hun har ikke modtaget nogen direkte negativitet. Heller ikke internt i partiet.

»Der er ikke nogen, der har sagt noget til mig om det. Jeg tror også, der er en berøringsangst for at tale med mig om, hvad jeg lægger på Instagram. Forestil dig en sur, ældre mand, der ringede til mig og sagde, det måtte jeg ikke. Det er heldigvis ikke sket,« siger hun med et grin.

Det betyder ikke, at folk ikke må være uenige, understreger Nana Harring - men der skal være plads til, at man gør, hvad man vil. Man kan sagtens være professionel politiker med letpåklædte billeder på Instagram.

»Hvis folk ændrer syn på mig, må de gøre det. Det er ikke mig, der skal indrette mig. Dem, der har det sådan, kan jo spørge sig selv, hvorfor det betyder noget?,«  spørger Nana Harring og afslutter:

»Der skal være plads til både at være privat person og politiker samtidig. At jeg lægger letpåklædte billeder på Instagram siger ikke noget om mine kvaliteter som politiker.«