Godmorgen i Danmark.

I er klar til en ny dag - her i Rio er endnu en lang olympisk dag ved at være forbi.

Vi sidder lige nu i vores lejlighed og drøfter, hvad der skal ske her i Rio. Det kunne godt gå hen og blive en regulær supertorsdag.

  • Klokken 15.11 er der kajak-finale med Emma Jørgensen
  • Klokken 16.50 er der finale i damedouble i badminton.
  • Klokken 20.20 er der sejlsport med finale i 49'er-klasse.
  • Klokken 03.15 er der finale i 400-meter-hækkeløb.

Ja, vi tænker sådan set, at det kan blive en kæmpe dansk dag. Med medalje nummer 11, 12 og 13.

Okay, men det her skal jo handle om det, der ER sket, mens du sov, og mens vi havde gang i en dejlig varm aften her i det brasilianske.

P-OL-en venter

Du slukkede måske både fjernsynet og lyset, så snart dommeren havde fløjtet Danmarks kvartfinale i håndbold mod Slovenien af. Nede i det, der hedder mixed zone, som er det sted, hvor journalisterne interviewer spillere og trænere efter de har været i aktion, var det en flok meget glade spillere, som vi mødte efterfølgende.

Her er BT's karakterer til de danske spillere, som ganske overraskende skal møde Polen i semifinalen. Polen vandt 30-27 over Kroatien i deres kvartfinale.

En flinck mand

Og nu er Danmark så i OL-semifinalen, og hvis vi nogle gange går og bliver for forvænte omkring håndboldsucces, så skar vores svenske kollega fra Aftonbladet Jonas Flinck det ud i pap for alle, at Danmark sådan helt overordnet da gør det meget godt.

Han er en flink mand, er han.

Ualmindeligt Stærke Amerikanere

USA er i basketsemifinalen mod Spanien - det havde du ikke regnet med, hvad? Jo, du havde. OL's sikreste guld kører på skinner.

Ja, nu vi taler sikre guldmedaljer, så skulle det da lige være disse fyre fra Kina, der også kan være med som nogle af de helt sikre vindere.

.

epa05495102 Gold medalist China team celebrate before the awards ceremony in the men's Team Match of the Rio 2016 Olympic Games Table Tennis events at the Riocentro in Rio de Janeiro, Brazil, 17 August 2016. EPA/HOW HWEE YOUNG
epa05495102 Gold medalist China team celebrate before the awards ceremony in the men's Team Match of the Rio 2016 Olympic Games Table Tennis events at the Riocentro in Rio de Janeiro, Brazil, 17 August 2016. EPA/HOW HWEE YOUNG Foto: HOW HWEE YOUNG
Vis mere

Kina har nu for sjette gang af seks mulige vundet titlen som olympiske mestre for hold i bordtennis. Ret overbevisende.

Men tilbage til USA, der suverænt fører medaljetabellen - de lagde lige et par skridt oven i den førerposition ved at blive nummer et, to og tre i kvindernes 100-meter-hækkeløb. Suverænt.

De kvinder kunne jo tage en snak med Justin Gatlin om, hvordan man gør sine ting færdigt.

Han fik kigget sig over skuldrene og spillet smart FOR tidligt i sin semifinale på 200-meter for mænd. Det kostede ham en plads i finalen, da de andre strøg forbi.

På samme distance løb kvinderne finale onsdag, og her tog Elaine Thompson fra Jamaica, der også vandt guld på 100-meteren, endnu en guldmedalje.

Foto: LUCY NICHOLSON
Vis mere

For ondt i brystet til at tale

Fulgte du i løbet af dagen i går med i balladen om den arresterede irske idrætspolitiker Patrick Hickey, der angiveligt har lavet fusk med salg af billetter og onsdag morgen blev arresteret af brasiliansk politi? Du kan læse om sagen her.

I nat, mens du sov, trådte han tilbage fra alle sine poster, som blandt andet er en plads i bestyrelsen i IOC. Men han er ikke kommet med nogen kommentarer efter sin anholdelse, hvilket ifølge den nye fungerende præsident for den irske olympiske komite skyldes, at han fik det dårligt efter sin anholdelse.

Han fik ondt i brystet og blev indlagt på et hospital her i Brasilien.

»Hans medicinske tilstand er blevet tjekket, han er stabil og vil blive overvåget de næste 24 timer, så der kommer ikke til at ske noget de næste 24 timer. Han har ikke sagt noget, fordi, som I må kunne forstå, så gennemgår han alle mulige undersøgelser, derfor har han ikke kommenteret beskyldningerne," sagde den fungerende formand i nat ifølge Reuters.

Den perfekte finale

Fodboldturneringen har ikke været et ret stort sus, men vi får den perfekte finale, efter Tyskland i aftes her i Brasilien spillede sig forbi Nigeria (Danmarks banemænd, husker I nok).

Og nu skal de så møde værtsnationen fra Brasilien inde på legendariske Maracana i et opgør, der vil have en art revanchens time over sig for brasilianerne, der stadig og formentlig de næste 100 år eller deromkring vil huske, hvordan tyskerne ødelagde dem i 7-1-kampen i VM-semifinalen for to år siden her i Brasilien.

Kan I have endnu et godt OL-døgn. Vi er klar og glæder os.