Sekunderne gik. Og de gik. Og de gik.

OL-guldet var allerede givet til favoritten Lisa Carrington på den skærm, som alle på Sea Forest Waterway i Tokyo. Og efter sekunder, der i Emma Aastrand Jørgensens kajak må have føltes som dage, poppede danskerens navn endelig op.

Sølv på 200 meter i enerkajak - troede hun.

For der gik ikke længe, før den var korrigeret, og danskeren måtte tage til takke med en tredjeplads og bronze.

»Jeg havde det bare sådan lidt: 'Hvaaad? Det kan ikke være rigtigt!'. Jeg var bare ærgerlig,« siger Emma Aastran Jørgensen.

Var du lige så forvirret som os andre over, hvad der skete?

»Jeg var ikke forvirret, for jeg troede jo, at jeg havde vundet sølv. Da jeg ser, at den bliver skiftet rundt, kan jeg godt mærke, at der ærgrer jeg mig. Og jeg er faktisk stadig en lille bitte smule skuffet.«

Hun sad i sin båd og var i tvivl om resultatet - ligesom alle andre ved vandet i Tokyo. Da danskerens navn blev meldt op til sølv, blev en arm da også hævet i vejret - og en stor dansk jubel udbrød blandt ledere og kolleger på tribunen.

Emma Aastrand med Teresa Portela, der endte med sølvet.
Emma Aastrand med Teresa Portela, der endte med sølvet. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Hun troede i flere sekunder, at hun skulle have en OL-sølvmedalje mere til samlingen.

»Når det kommer op på skærmen, havde jeg troet, at det var det. Netop fordi der gik noget tid. Lisa kom på klart og tydeligt, og jeg kom først på noget efter. Der troede jeg, at de havde nået at se det igennem. Det er det, der gør lige så ondt, at det når at skifte. Men det sker

Hun var en af favoritterne i feltet til en medalje. Spørgsmålet var næsten bare, hvilken farve den skulle have. Og da hun nåede at smage på sølvet, smagte bronzen bare ikke helt lige så godt.

»Jeg tror, at mine egne forventninger og mit eget pres efter EM har været der. Efter semifinalen, hvor jeg laver næstbedste tid, ved jeg ikke, om jeg følte, at den var sikkert hjemme, men jeg vidste, at jeg i hvert fald var med,« siger Aastrand Jørgensen og forklarer den lille skuffelse:

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Jeg havde håbet på mere. Jeg vidste godt, at Lisa er stærk, så jeg vidste godt, at det ville blive svært. Men jeg havde håbet, at jeg kunne have været tættere på hende. Men hun er sgu i en klasse for sig, og hun fortjener helt klart den guldmedalje. Men jeg havde håbet, at jeg kunne have fået sølv. Om et par timer håber jeg, at det har vendt sig, og jeg kan nyde bronzemedaljen lidt mere.«

Og så ville hun gerne lige have en enkelt pointe med om sin OL-bronzemedalje - hendes anden OL-medalje i alt efter sølvet i Rio for fem år siden.

»Jeg er jo super glad for medaljen, og jeg ville ikke være den foruden, for alle drømmer jo om en OL-medalje.«

Emma Aastrand Jørgensen er ikke færdig i kajakken endnu. Langt fra. De kommende dage byder på konkurrence på 500 meter. En distance, hvor hun også har en god chance for medalje.

Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Det giver blod på tanden at skulle kæmpe for mere. Jeg ved ikke, hvordan mine chancer er på 500 meter, men jeg tror helt sikkert, at jeg er godt med. Jeg vil kæmpe så meget for det,« siger Aastrand Jørgensen.

Hvad betyder det 'at være godt med'?

»At være godt med betyder for mig en top fem. Og inden for top fem kan det være mega tæt, og der kan alt ske. Så det er min målsætning. Jeg har ikke lyst til at sætte det højere for at sætte et for stort pres på mig selv.«

Nu skal hun bruge dagen på at komme videre. Det er hun fortrøstningsfuld omkring. Det er også vigtigt, for allerede i morgen skal hun på vandet igen.

»Jeg håber, at skuffelsen lægger sig lidt, når timerne går. Jeg skal lige have talt ud med min træner. Det kan måske give mig en følelse af, at det jo var fedt. Det kan hjælpe mig til at komme videre fra den her skuffelse. Det skal nok komme.«