Christine Exner, der er aktuel i TV 2s serie Rita, åbner her op for godterne i sit fotoalbum med drama fra årene, Grønland, en uheldig styling som konfirmand og hendes ønske om en statistrolle, der siden gjorde hende til skuespiller.
1. Alkohol og slagsmål
Da jeg var ni år, besluttede mine to lærerforældre, at vi skulle på eventyr, og derfor flyttede vi til Grønland til en lille bygd, Kangaamiut, lidt nord for Sukkertoppen – jeg er den eneste lyshårede på billedet. Det var et kulturchok af en anden verden at komme derop. Jeg kom fra den lille by Auning på Djursland, en lidt kedelig og tryg by, hvor der ikke skete en skid, og så var jeg pludselig deroppe, hvor der var en virkelig rå omgangsform, alkohol i store mængder og slåskampe. Grænserne for det normale blev flyttet, og det var virkelig voldsomt at opleve, men det var også et meget smukt og rigt sted. Jeg kunne mærke, at hvis jeg skulle overleve mentalt, måtte jeg hurtigt integrere mig og lære sproget. Jeg blev en totalt hårdkogt grønlænder og fik gode venner, men i dag taler jeg ikke længere flydende grønlandsk. Efter de to år deroppe ville jeg bare ikke hjem til Auning, min drøm var at blive der og arbejde på fiskefabrikken.
2. Bleg og grim i barndommen
Jeg var meget bleg og grim hele min barndom. Jeg stod her med min kanin Snoopy, og den var jeg rigtigt glad for. Desværre var jeg skyld i, at den endte sine dage ret brutalt. Jeg kom til at cykle ud til stranden, efter jeg havde sat den ned i et græsbur. Den blev stegt efter en hel dag i solen. Jeg græd og fik mega skyldfølelse. Dengang spillede jeg i øvrigt badminton, jeg kunne godt li’ det, for det går bare enormt stærkt, og man skal være teknisk dygtig. Det er lidt ligesom at spille teater, man glemmer sig selv og er i spillet. Og jeg blev mester i Auning 1989, selvom jeg egentlig ikke gik så meget op i at vinde.
3. Bad om at blive statist
Her er min klasse fra Auning Skole, jeg var lige kommet hjem fra Grønland-og havde en gul trøje på og stod med Charlotte – det var hendes mor, der havde ’døgneren’ i Auning. I skolen sad jeg og dagdrømte, havde mine egne planer og lavede altid lektierne i sidste øjeblik. Jeg gik under radaren og var ikke særlig begejstret for det. Jeg kom senere på Gudenådalens Ungdomsskole, og det betød enormt meget for mig, jeg har stadig mine ældste venner derfra. Der begyndte mit ungdomsliv, og jeg fik det godt, fik nye venner og kærester. Det vil sige: Jeg prøvede det lidt, men det endte med at kokse og blive noget totalt rod. Det var også dér, hvor jeg begyndte at smugryge cigaretter sammen med Mette Sørensen – vi stod og gemte os bag Bikuben. På efterskolen havde vi faget drama. Min karriere som skuespiller begyndte med, at jeg gav dramalæreren en seddel, hvor der stod: »Jeg vil gerne ha’ en lille statistrolle i baggrunden«. Han hev mig til side og spurgte, hvad jeg dog mente med det. Han fandt ud af, at jeg i virkeligheden ville mere end det, og så fik jeg en af hovedrollerne, da vi spillede det flotte stykke ’Når maskerne falder’.
4. Opdraget til at tage chancer
Her var jeg 10 år og i Grønland sammen med min veninde Malan, der i dag bor i USA. Jeg blev opdraget til at være selvstændig og turde springe ud i livet. Mine forældre opmuntrede mig til at tage nogle chancer, jeg har aldrig følt, at der var noget, jeg ikke burde kaste mig ud i. Da jeg sagde til min far, at jeg ville søge ind på teaterskolen, syntes han dog, det var godt, hvis jeg også have en plan B. Men da jeg kom ind i første forsøg, og fik jeg vist lukket munden på ham.
5. Sovehår og krykker
Jeg har ikke permanentkrøller, de er helt naturlige, men de er bare ikke smarte, jeg havde krøller i den ene side og næsten helt fladt hår på baghovedet, som om jeg lige havde ligget ned. Her gik det ikke godt for mig, jeg har krykker på grund af en badmintonskade, hvor jeg sprængte et korsbånd og blev opereret – og to år senere fik jeg ødelagt det andet knæ, fordi jeg blev kørt ned af en bil. Og jeg havde i øvrigt også fået briller – jeg er meget nærsynet med styrke 4,75, nærmest blind og har brugt kontaktlinser stort set siden dengang. Jeg synes selv, jeg er blevet pænere med alderen.
6. Sovs i folks tasker
Da jeg var 16, blev jeg børnereporter på DR programmet ’Koks i Komakassen’, der havde Nis Boesdal som vært. Vi lånte et kæmpestort monstrum af en spolebåndoptager, som vi slæbte rundt på og interviewede og lavede reportager med. Det kom nogle gange i Østjyllands lokalradio. Som fritidsjob var jeg tjener på Gl. Estrup Slot. Jeg kunne bedst li’ at stå med opvasken, for jeg havde det med at være klodset og kom til at spilde sovs ned i folks tasker, fordi jeg var nervøs. En sommer i gymnasietiden priklede jeg blomster på et gartneri en hel sommer, og sådan fik jeg råd til en racercykel, en Jensen herrecykel. Den brugte jeg meget, fordi vi boede langt ude på landet.
7. En drengepige
Her spillede jeg guitar til ’Rock i Parken’ i Auning. Vi havde et orkester, navnet husker jeg ikke, der spillede Bruce Springsteen, numre som ’Driving in my car’ og Aretha Franklins ’Baby I love you’. Jeg var en total drengepige og spillede også trommer. Hvis nogle fyre var interesserede i mig, skjulte de det virkelig godt. Jeg har i øvrigt sidenhen komponeret mange følsomme sange på teaterskolen, men det blev lidt for alvorligt.
8. Årets grimmeste konfirmand
Jeg var nok den grimmeste konfirmand det år. Det gik helt galt for mig, jeg kunne slet ikke finde ud af at gå med kjole. Og jo, jeg lignede en dreng. Så meget, at jeg engang blev forfulgt af nogle drenge, der ville give mig bank. Jeg var ude at løbe en tur, og pludselig fulgte nogle efter mig og råbte: »Det er ham, der har stjålet det, jeg kan genkende ham«. Jeg slap heldigvis væk fra dem, men det gjorde indtryk på mig, men dog ikke så meget, at jeg begyndte at bruge makeup.
9. HC Andersen trak ned
Jeg har som sagt aldrig nogensinde set mig selv som en, der var pæn, der kunne score en flot fyr. På en måde har jeg altid vidst, at det ikke var mit udseende jeg skulle spille på. Her på studenterbilledet har jeg dog selvtillid nok til at lave et ansigt, der laver lidt fis med det hele. Jeg har nok altid prøvet at tage lidt afstand fra det alvorlige. I gymnasiet fik jeg 9,2 i snit, og det kunne jo i sig selv være fint, men det hele sluttede med, at jeg fik et sekstal i mit yndlingsfag dansk til eksamen, hvor jeg var oppe i H.C. Andersens utroligt kedelige rejsebreve.
10. Krysters kartel
Krysters Kartel på DR 2 begyndte med, at Laura Kvist og jeg mødte hinanden på en forestilling på Mungo Park og blev enige om, at vi ville sgu lave vores eget. Vi begyndte at skrive tekster til det ’kulturelle B-punkt’ som vi lavede inde på teatret Plan B i det gamle ‘Husets teater’. Der lavede vi åben scene, for så havde vi ligesom en undskyldning for at komme på med nogle af vores egne ting. Vi fik kæmpe opbakning og kom senere til at lave en juleforestilling på ’Får 302’ og siden Togvognen i Tisvilde, begge sammen med Oliver Zahle. Efter det fik vi penge til at lave en dummy til DR 2 for Krysters Kartel og efter et o.k., fik vi Jesper Rofelt på som instruktør – han var også instruktør på ’Drengene fra Angora’. Han mente, der skulle nogle fyre med, og sådan kom Troels Malling og Brian Lykke med. Vi lavede tre sæsoner plus alt det løse og til sidst et liveshow, vi turnerede med.
