"Vores hospitalssystem er langsomt ved at forvitre. Bliver der ikke passet på, dør en masse mennesker, som ikke skulle dø. Så slemt står det til." Hårde, kontante ord fra forfatteren Jane Aamund, hvis nye erindringsroman "Den hvide verden" udkommer på torsdag.

Bogen er skrevet i den populære forfatters velkendte skarpe, rå men også kærlige humoristiske stil. Der bliver ikke taget med fløjshandsker, når hun spidder og udleverer hospitalsverdenen set med en patients øjne.

Romanen strækker sig over perioden 1958-2000. Fra den tid hvor opblæste overlæger spiller konger på deres afdelinger til i dag, hvor de nye overlæger er faldet ned fra piedestalen og styrter frustreret og fortravlede rundt, mens patienter sidder i dynger på hospitalsgange og i venteværelser med det naive håb hurtigt at komme i behandling.

Men udover at være en guide i hospitalsvæsenet er bogen samtidig en historie om Jane Aamund selv og de forskellige faser, hun rent følelsesmæssigt er igennem bl.a. som cancerpatient.

Der er ifølge Jane Aamund flere væsentlige grunde til, at vores hospitalssystem er endt så langt ude i tovene, at det meget vel kan koste unødvendige menneskeliv:

"Alt for mange cancerpatienter kommer for sent i behandling. Det skyldes, at de færreste praktiserende læger med en uddannelse, som ligger 20 år tilbage, investerer i efteruddannelse.

Men de har ikke den nødvendige, påkrævede viden om de forskellige kræftformers første symptomer.

Jeg har flere gange oplevet kvinder med cancer i ryggen, som af deres egen læge bliver sendt til fysioterapi i stedet for scanning. De læger skal tvinges på efteruddannelse.

Så må de bruge af deres fritid og lade være med at spille så meget golf.

En anden årsag er selvfølgelig de lange ventelister. En kræftpatient skal hurtigt ind i systemet. Men man kan meget let føle sig som deltager i et Grand National Steeplechase løb. Forhindringerne er utallige."

Kommunikationsfejl

"Hvert enkelt menneske har også selv et ansvar. Mange ved ikke ret meget om anatomi. De kender ikke deres krop og lytter ikke til dens signaler.

Er der pludselig hævede kirtler, træthed eller andre uregelmæssigheder - så af sted til lægen.

Jeg vil også godt minde alle om, at patienter er forbrugere i en forretning, som hedder hospitalet. Og de kan og skal kræve lige så meget som de ville gøre i en hvilken som helst anden forretning. Mange glemmer det og ser i stedet sig selv som offer.

Vi er desværre vænnet af med at stille krav."

Jane Aamund pointerer, at hendes kritik skal opfattes som konstruktiv. Og hendes erfaringer er desværre mange og grumme efter at have været indrulleret i systemet i seks år.

Men der er samtidig nogle gamle, fortærskede klicheer hun klart er ude på at bryde.

"Den med de højrøvede overlæger er helt gal og uretfærdig. De er i dag meget få og skulle man rende ind i én, er vedkommende uhyre let at punktere. I realiteten hører den type til på et museum.

Det er også forkert, når sygeplejerskerne bliver bebrejdet, at de konstant sidder med benene oppe og drikker kaffe. Sådan foregår det ikke på kræftafdelingerne.

De farer afsted og yder en kæmpeindsats. Det reelle problem handler om, at lægerne er så vildt tidspresset. Dagen er mødelagt og besat med alt for mange administrative opgaver. Imens vokser ventelisterne."

Du er på et tidspunkt blevet fejlbehandlet og var tæt på at dø?

"Jeg fik en forkert indsprøjtning, var død i nogle sekunder og vågnede op i respirator.

Den slags sker - det må ikke ske. I dette tilfælde var det en kommunikationsfejl over telefonen med afdelingen for smertebehandling. Men jeg har også oplevet, at min journal er blevet væk.

Jeg har lært at være agtpågivende i systemet. Ingen får lov at røre mig, før jeg ved de har min journal og har læst den. Jeg tjekker, om jeg får de rigtige piller osv.

Man er nødt til at være sin egen spidsede blyant i hospitalssystemet."

Nærmer sig Monty Python

"De helt utilladelige fejl sker på grund af manglende tid og alt for få bevillinger. Og så skal et hospital, et alderdomshjem og et skib til hver en tid have nogle, der styrer. Nogle, der magter at stå på kommandobroen og tage et ansvar.

Og det skal være et kvalitetsmenneske, der også tør tage ansvaret når noget går galt. Der er for få af den type.

Overlægerne er pressede og helt i knæ. På de mest pressede tidspunkter af dagen forekommer der situationer af kaos og forvirring på afdelinger, operationsgange og f.eks. i strålekælderen på Rigshospitalet, som i den grad nærmer sig Monty Python.

Politikerne er nødt til at handle. Det er jo helt grotesk at finansloven kommer foran lægeloven. Det nytter ikke de lover og lover. Der skal ske noget konkret.

Danmark råder faktisk over en meget dygtig lægestand på kræftafdelingerne."

Udover at hudflette hospitalsverdenen og beskrive de følelser af sorg, smerte og afmagt, som rammer enhver cancerpatient har romanen et optimistisk budskab.

"Jeg vil godt fortælle, at på trods af hård sygdom og mange vanskeligheder er det muligt at få et flot liv i perioder. Mange tror fejlagtigt, at får de en cancerdom, er resten af livet udelukkende lidelser og angst. Sådan behøver det ikke at være.

Angsten for hvornår sygdommen igen bryder ud vil altid være min følgesvend. Men man kan lære at leve med sygdommen og lære at gribe og nyde de mindst hårde tider.

Du bliver altid beskrevet som sej og stærk. Ikke alle besidder samme styrke?

"Jeg har da været dybt ulykkelig og meget ked af de mange ting, jeg må give afkald på.

Men jeg kommer fra en robust familie og er opdraget til at handle og tage hånd om min egen situation.

Men det glansbillede folk har af mig er ikke virkeligheden.

Når mennesker rammes af hård sygdom, mærker man den gen-barriere der er mellem mænd og kvinder.

Mænd bliver syge på en anden måde end kvinder. De lukker af og vil kæmpe alene. Kvinder derimod åbner sig og skriger om hjælp. Den reaktion opfatter jeg som en fordel."

Konstant beskudt

"Da min mand fik kræft, mente jeg at det måtte være en hjælp for ham at have mig. Med al min erfaring. Men den kunne han ikke bruge til en kæft.

Jeg har lært at min virkelighed ikke nødvendigvis er andres. Og da jeg er et meget engageret menneske med en vis dominans, er det en hård og undrende lektie at lære.

Vi var på et tidspunkt meget langt fra hinanden. Som i en krig prøvede vi at finde hinandens hænder, men vi blev konstant beskudt. Vi skændtes meget."

Hvordan lykkedes det jer at finde hinanden igen?

"Ved samtaler og samtaler og yderligere skænderier. Mens jeg skrev "Den hvide verden" fortalte han mig ting om sin sygdom, som jeg slet ikke havde kendt til.

Han havde lavet et aparte væddemål med sig selv. Manden ville ikke have sonde og var overbevist om, at gav han efter for den, ville han ikke overleve sygdommen.

Et sindssygt væddemål. Jeg tror mange mænd laver den slags supermandsaftaler med sig selv. Det anede jeg bare ikke, da vi stod midt i det voldsomme kaos. Den viden ville have hjulpet."

I romanen fortæller Jane Aamund åbent og ærligt om sit behov for at blive anerkendt og elsket.

"Der er en stor del af mig, der angler efter anerkendelse, omsorg og kærlighed. Jeg har bemærket, at de gange, hvor jeg har haft det allerværst, følt mig mest ensom og forladt, haft stor angst og været meget langt ude, er det fordi jeg har placeret mig selv i en "passe-pleje" rolle.

Da min eksmand fra andet ægteskab blev meget syg, gik jeg ud over mine egne grænser.

Jeg ville selv passe ham, men samtidig havde jeg et inderligt ønske om at jeg ville blive anerkendt og få noget tilbage. Måske i form af at han blev rask og var virkelig taknemmelig. Ville elske mig endnu højere."

Er jeg værd at elske?

"Alle kvinder vil anerkendes og elskes. Og både jeg og mange andre tror og håber, at det bliver vi, hvis vi gør mest muligt for andre. Det bunder jo inderst inde i en usikker jeg-kerne.

Sådan én slås også jeg med. Tvivlen om jeg er værd at elske. Og tvivlen om der er nogen, der holder rigtigt af mig.

De tanker får man ikke noget ud af. Men jeg har været så langt ude, at jeg ser realistisk på livet og ved til gengæld, at når jeg skal dø, er jeg alene.

Jeg har været tæt på, men når den dag virkelig kommer, da vil jeg ikke være helt tæt på min familie.

Det vil være alt for smertefuldt at skulle sige farvel.

Jeg må være tæt på én, der kan fortælle om de gode tider og bare være dér i overgangen til noget andet. Jeg håber det går sådan - både af hensyn til mig selv og mine nærmeste.