Skal du have en hotdog eller en salat til frokost? En amerikansk undersøgelse foreslår, at du vælger salaten fremfor en hotdog.

En gruppe forskere offentliggjorde i denne uge en undersøgelse, der har til formål at informere og hjælpe amerikanere med at opnå en sundere kost. Det skriver New York Post.

I undersøgelsen brugte de et ernæringsindeks, hvor forskellige fødevarer blev rangeret. Indekset viste, hvor mange minutter der blev opnået eller mistet ved den bestemte fødevare.

Resultaterne i undersøgelsen omfattede over 5.000 forskellige fødevarer i den amerikanske kost.

Her var sukkerholdige drikkevarer, hotdogs og burgere de helt store syndere, når der skulle barberes minutter af et menneskeliv på baggrund af usund kost. Og her fandt forskerne frem til, at en hotdog nuppede 35 minutter af ens levetid.

Undersøgelsen viste derimod, at frugt, blandede grøntsager og fuldkorn var forbundet med de største gevinster.

Og hvis du udskiftede 10 procent af dit daglige kalorieforbrug af oksekød og forarbejdet kød til frugt, grøntsager, nødder og visse fisk og skaldyr, så ville du høste betydelige sundhedsmæssige fordele af den udskiftning.

Forskerne mener, at der vil være en gevinst på omtrent 48 minutter pr. dag med sådan en udskiftning.