Først var han frustreret over at se Volbeats koncerter blive aflyst. Så ramte alvoren, og da han til sidst fik travlt med at få sin egen familie sikkert igennem coronakrisen, endte det på flere måder med at blive et produktivt år for frontmand Michael Poulsen, der blandt andet til april venter sit andet barn.

»Hvis vi ser bort fra alt det sørgelige og tragiske et kort øjeblik, så har det faktisk været godt for mig at være så meget hjemme i den her tid. Det at kunne opleve den danske sommer med min familie og få lov at køre og hente min datter i børnehave har været fantastisk,« fortæller den 45-årige rockstjerne, der med Volbeat de seneste mange år normalt har haft travlt med turnere verden rundt om sommeren.

Det har coronakrisen sat en midlertidig pause for, og det kunne næsten ikke ske på et bedre tidspunkt, fortæller han.

»Grunden til, at jeg er lidt hæs lige nu, er, at jeg rendte ind i nogle alvorlige halsproblemer, som gjorde, at jeg måtte opereres. Jeg har fået opereret en stor polyp væk, så højst sandsynligt havde vi måttet tage hjem fra turneen alligevel,« fortæller han videre og smider så en nyhed, der vil gøre de danske Volbeat-fans glade.

Volbeat.
Volbeat. Foto: Ross Halfin
Vis mere

»Jeg har nået at få genoptrænet min stemme så meget, at der har været tid til at indspille en ny plade, som er ved at blive mixet i USA lige nu. Så vi håber på, at det åbner så meget op, at vi kan få den ud senere i år. Vi tænkte, at der ikke var nogen grund til at sidde hjemme og lave ingenting, og nu hvor vi har haft så meget energi, der skulle være brugt på landevejen, er det nok blevet den mest heavy plade, vi har lavet til dato.«

Michael Poulsen afslører også, at der er en familieforøgelse på vej:

»Og så har der også været tid til bare at hygge sig hjemme. Vi venter vores andet barn til april. Vi har en pige i forvejen, denne gang kommer der en dreng. Så kan man ikke ønske sig mere.«

I løbet af Volbeats ufrivillige turnépause fik Michael Poulsen og hans familie sidste år også god tid til at indrette sig i deres nye hjem i udkanten af Næstved, hvor de er flyttet ind i et stort hus med en mildest talt vild forhistorie.

Michael Poulsen.
Michael Poulsen. Foto: Pressefoto/ Universal Music
Vis mere

I nogle år var det ejet af et par, der i medierne blev døbt 'bøssegangsterne', der drev luksusbordel og var i myndighedernes søgelys for svindel, og hvor det endte med, at den ene slog den anden ihjel.

»Det er både tragisk og sørgeligt og ikke noget, man skal gøre for interessant en historie ud af, for der sidder mennesker derude, der har mistet, hvilket man skal respektere, men det var ikke noget, der skræmte os væk, da vi købte det,« fortæller Michael Poulsen.

»Der har jo været andre ejere siden, og det er et stort, flot hus på lidt over 600 kvadratmeter. Vi rykkede ind i marts,« fortæller han videre om sin nye danske hjemmebase.

Med nyt hus, familieforøgelse og et nyt album på vej er der altså masser at se til for Michael Poulsen, der som alle andre nu håber på, at verden snart vender tilbage til normalen, så Volbeat kan komme tilbage på landevejen.

Indtil videre kan han ikke sige så meget om fremtiden:

»Det er ikke fordi, jeg vil lyde hemmelighedsfuld. Og jeg ved ikke, om jeg taler over mig nu, men man er jo begyndt at se på mulighederne og håbe lidt på, at vi kan tage den op igen her i slutningen af maj. Holder det, har vi shows derfra og resten af året.«