Hun fylder ikke meget i landskabet. 1,57 meter for at være helt præcis. Men én ting kan få hende til at vokse.
»Jeg bliver tre meter høj, når der er kvinder, der føler sig hørt og forstået. Tænk sig, at man kan skabe det med musik,« siger hun, sangerinden Stine Bramsen. Med stolthed i stemmen og smil på læben.
Hendes nye album ‘Blonde & Blank’ er nemlig allerede blevet kaldt et ‘kvindepolitisk manifest’ og i anmeldelser udråbt til at være ‘et mageløst soundtrack til den moderne kvindekamp’.
Uden – vel at mærke – at hun bevidst er gået efter det.
»Det er bare noget, der er vokset ud af mig, og jeg er vitterligt stolt af, at der er den røde tråd og refleksion over, hvordan det er at være kvinde i samfundet og branchen, og hvordan det er for mig,« forklarer hun.
Numrene kredser om emner som sex og kærlighed. Om at være den kønne, pæne pige, der helst bare skal trække i kjole og høje hæle og smile sødt.
»Jeg havde brug for at gøre op med den pæne pige og samfundet generelt,« siger Stine Bramsen, som – siden hun var 16 – har været frontfigur og forsanger i popgruppen Alphabeat.
»Det er en virkelig mandsdomineret verden, jeg er vokset op i, og jeg har ikke lært før nu, at sårbarhed kan være en styrke, og at jeg godt må vise alle de andre sider af mig.«
Men hun langer på albummet også ud efter det forstokkede billede af, hvad kvinder kan tillade sig. En udskamning, der kan få hendes sind i kog.
»Selv kvindelige politikere får ikke lov til at gøre noget ud af sig selv. For så tager ingen dem seriøst,« siger hun og ryster på hovedet.
»Men du må godt skinne alt det, du vil. Fordi du gør noget ud af dig selv, betyder det ikke, at du ikke har noget mellem ørerne.«
Også hvad angår kvinders seksualitet tager hun bladet fra munden og synger ligefremt om at dyrke sin egen. Uden skam.
»Det er, som om vi stadig har luder-/madonnakompleks. At hvis en kvinde har været i seng med en mand på første date, så er hun ikke wife-material.«
»Men der synes jeg, at min mand og jeg er et fremragende eksempel på, at det sagtens kan ende med den store kærlighed,« smiler Stine Bramsen.
Derfor har hun også lyst til at sige ‘go girl’ til de piger og kvinder, som har lyst til at opføre sig sådan, men ikke tør.
»De skal ikke lægge låg på sig selv, bare fordi samfundet har et narrativ om, hvordan kvinden bør opføre sig.«
De feministiske budskaber flyder fra Stine Bramsen. Men at det har været en lang udviklingsrejse for hende at nå dertil, lægger hun ikke skjul på.
»Jeg er 35 nu og har børn i en alder, der gør, at jeg er ved at vågne lidt fra småbørnsdøsen og komme i tanker om, hvem jeg egentlig var før,« siger hun og understreger, at det ikke er, fordi hun drømmer om at være 19 igen.
»Men fordi det er gået op for mig, hvor vigtigt det er at huske, hvem man var og ikke bare kun være voksen.«
»Alt, hvad jeg har været indtil nu, er jo mig. Så når jeg har haft en vild ungdom, så er der stadig en vildskab i mig, som jeg skal have fat i og tilpasse til der, hvor jeg er nu.«
Og dér, hvor Stine Bramsen er nu, er et godt sted. Et sted, hvor hun hviler mere i sig selv og tør sige, hvad hun mener. Koste, hvad det vil.
»Det er o.k., at der er nogen, der ikke kan lide mig og synes, at det, jeg synger om, er for provokerende. Men take it or leave it. I får hele pakken.«
»For jeg føler virkelig, at jeg har fundet mig selv. Også når jeg står på scenen. Jeg er langt mere autentisk end for fem-ti år siden og tør også være lidt grim,« smiler hun.
»Det er en kæmpe befrielse at give den gas og vise hele sit jeg, at være nået dertil, hvor jeg ikke er bange for at være en lille smule diva, når det er nødvendigt,« siger Stine Bramsen, som tager sin nye rolle i kvindekampen alvorligt.
»Jeg føler, at jeg har et ansvar for kvinder i branchen og vil gerne være et forbillede for kommende generationer. Det tænker jeg mere og mere over.«
