Sørgeligt sjælløs koncert med gendannede Faith No More – det grænsede simpelthen til selvparodi.
Normalt har Roskilde et klassisk rocknavn på plakaten til at stille nostalgiens tørst, når først den almindelige er blevet slukket af et utal liter øl. Men sådan et mangler på årets festival, og faktisk er gensynet med 90’er-bandet Faith No More ét af dem, der har været mest ventet af publikum.
Det skæve San Francisco-slæng spillede på Dyrskuepladsen i 1990 og 1992, da de stadig var på toppen af karrieren, i 1998 gik de i opløsning på grund af interne stridigheder, men tidligere i år offentliggjorde d’herrer så, at de igen ville slå kludene sammen for at spille en håndfuld koncert i Europa.
Denne pludselig gendannelse lugtede på forhånd grimt af dollarhugst – især med frontmand Mike Patton gentagne afstandstagen til sin fortid – og var man i tvivl inden koncerten, så var man det i hvert fald ikke bagefter.
For magen til sjæle- og hjerteløs optræden skal man da lede længe efter. Som skabagtig modpol til resten af det minimalt indlevende band, holdt Patton hof for den fyldte plads foran Orange med en ørkenvandring af en koncert, der indeholdt et fåtal af musikalske lyspunkter.
Brutale ’Suprise! You’re Dead’ satte fut i sagerne midtvejs, og ’Epic’ blev leveret med samme gnist som i gamle dage, men ellers skæmmedes koncert specielt af maltrakteringer af klassikerne – mest åbenlyst ’We Care a Lot’, ’Easy’ og ikke mindst ’Evidence’, hvor Patton pinagtigt forsøgte at få en sikkerhedsvagt til at improvisere et vers på dansk. Tiden og humoren er tydeligvis løbet fra Faith No More.
