Mandag aften storcharmerede Robbie Williams endnu en gang en næsten udsolgt Parken, der tilsyneladende elskede hvert sekund. Og det var gensidigt. Som altid var der skruet op for charmen - og ned for det musikalske ambitionsniveau. Hverken usædvanlig god lyd, besøg på scenen af Robbies far og vennen Peter Schmeichel rykker ved indtrykket af en kunstner, der affundet sig med at være sprechstallmeister i det omrejsende Cirkus Robbie.
Som klassikeren ’My Way’ klinger ud efter to timer med Robbie Fucking Williams, som han kalder sig selv, kan man kun føle stor sympati for manden på scenen. Alle interesserede har gennem de seneste 23 år kunnet følge hans personlige rutchebanetur i den branche, han synger om i flere af sine sange. I dag er han clean – godt nok for tyk, mener hans selv – og lykkelig familiefar. Det kunne være gået ham som med alt for mange andre rockstjerner, der ikke magtede at knække nålen.
Ikke svært at forstå, hvorfor The Rob identificerer sig med den kølige selvfejring i klassikeren, som ellers er uløseligt forbundet med Frank Sinatra.
Men lige vel som man må bøje sig for Robbies kompromisløse lumre, bad boy selvironi, showmanship og unikke precense, og bliver grebet af tusinder tændte mobiler i 'Angels' - ja, så må man også skære igennem.
Musikalsk set har Robbie kun rundture i sit eget museum at tilbyde. Med få undtagelser som f.eks. en grundfunky version af ’Kids’, er den af og til desperate nødvendighed, der prægede Robbies koncerter omkring millenium, hvor han havde en ting eller to at bevise, i dag mestendels erstattet af pjank.
Tidligt i det to timer lange sæt lavede Robbie en joke. Det smokingklædte band spillede et par strofer af ’Y.M.C.A’. ’Hvad laver I, jeg er Robbie Williams, jeg optræder stadig for udsolgte stadions, jeg behøver ikke synge ’Y.M.C.A,' s.agde han.
Et par minutter senere gav han sin version af Cab Calloways’ corny, swingpjattede ’Minnie the Moocher’.
Så er det, man tænker, ‘The joke is on you Robbie’.
Op gennem 90erne og 00erne havde Robbie et imponerende greb om tidsånden, meget præcist symboliseret i titlen 'Millenium' fra ’I've Been Expecting You’ – en af hans bedste sange i øvrigt.
En selvironisk version af ’Rule Britannia’ som indledning gav den første antydning af en kunstner, der i hvert fald om ikke andet har tænkt sig – om forhåbentlig mange år - at dø stående med et smil midt i det charmerende fjæs.
Og som altid var sludrechartollet Robbie i et strålende humør fra begyndelsen. Som da han signerede en fans bryster eller fortalte om sin sexoplevelse med George Michael. Med detaljer, som man, uden at være snerpet, godt kunne have undværet. Michaels ’Freedom 90’ gav han da også som en hyldest til det afdøde idol cirka en halv time inde i sættet.
Eller da han fortalte om sine børn som optakt til 'I Love My Life'.
At det så også bliver det rene pjat igen og igen, f.eks. når han bruger fem minutter på at få publikum til at synge med på diverse sangstykker. Ja, det er noget andet.
The Heavy Entertainment Show-turneen er opkaldt efter et fjollet rockoperalignende nummer fra det seneste album, der ligesom signatursangen ’Let Me Entertain You’ lyder som behjertede forsøg på at lægge sig op af den britiske Queen- og Elton John-tradition. Som flere andre af hans mange sange.
Scenen er bygget op med en boksekamp som tema. Robbie kom på scenen med for Parken forbløffende klar lyd på vokalen - iført ærmeløs t-shirt, kilt og en hulens masse tatoveringer, bakket op af det loyale danske publikum. Og en flok labre dansere.
Faktisk var der generelt usædvanlig god lyd også på hans band stort set fra begyndelsen. Trommerne lød så skarpe, som man kan forvente på denne matrikel. Det samme med bassen og keyboards, som er ret vigtige i Robbies klaverpop. Og en helt skærende klar guitar, da den endelig fik plads i 'Angels'. Det var lysår fra Guns' N' Roses’ miserable lyd i juni.
For to år siden gav Robbie et direkte pinligt, selvforherligende show af en koncert på Tinderbox Festival i Odense. Sådan var det slet ikke i aften. Man kan se hans version af Neil Diamonds 'Sweet Caroline' sammen med sin gamle far som en i bedste fald ligegyldig smilebåndsudfordrende parentes i en i forvejen rodet forestilling. Det samme med de mange besøg af Peter Schmeichel på scenen.
Jeg tror, det er vigtigt for sangeren. Swingmusikken og den sleazy pop er på den ene side hans rødder. Og ligner på den anden side en erkendelse fra en mand, der har accepteret sin plads i dagens musiklandskab.
Som en formidler af gyldne, nostalgiske genlyt. Han elsker det, det samme gør publikum.
Robbie Williams, Telia Parken, mandag
