Rapperen Artigeardit med det borgerlige navn Ardit Aliti har måttet aflyse flere koncerter under Grøn Koncert.

Gæsterne i både Kolding, Aarhus og Aalborg har måttet undvære musikeren, men det er der en rigtig god grund til.

På Instagram afslører rapperen nemlig, at det skyldes fødslen af hans første barn. 

'Hej alle. Jeg skulle have spillet grøn i Kolding, Aarhus og Aalborg, men blev desværre forhindret grundet min søns fødsel. Den tog lidt tid, men i går aftes fik jeg en sund og glad lille dreng,' lyder det.

Rapperen takker kollegaen Lamin, der stod klar til at overtage på Grøn Koncert, da han selv måtte aflyse.

Artigeardit kan dog berolige fans til de kommende koncerter med, at han vender tilbage til koncerten i Esbjerg.

'Jeg er tilbage på karavanen til de resterende koncerter. Med ny energi og sommerfugle i maven. Vi ses i Esbjerg,' lyder det. 

Da Ardit Aliti i første omgang aflyste sin koncert i Kolding, lød det, at det var komplikationer med kærestens graviditet, der var årsagen.

'Artigeardit er desværre nødt til at forlade Grøn-karavanen for en stund grundet komplikationer med sin kærestes graviditet,' lød den officielle melding.

'Alle har det dog under omstændighederne godt. Vi ønsker dem begge alt det bedste og glæder os til at have Ardit tilbage så snart, han er klar.' 

Og alt er heldigvis endt godt for den lille familie.