Annika Aakjær er en af de kvinder, der nu står frem og fortæller om sine oplevelser med upassende opførsel i musikbranchen.
I DR's dokumentar fortæller hun blandt andet, at hun har afvist at arbejde sammen med en mandlig artist på grund af hans ry som grænseoverskridende og upassende. Mandag morgen skriver hun videre på Facebook:
»Kære venner. I dag er dokumentaren 'sexisme i musikbranchen' ude på DR, og begge afsnit kan streames allerede nu. Den har været virkelig længe undervejs og er virkelig gennemarbejdet og ikke mindst veldokumenteret.«
Annika Aakjær vil ikke kalde det en 'metoo'-dokumentar, men en dokumentar om sexisme.
»Der er forskel på de to ting, selvom de er en del af samme struktur, hvor sexismen i sidste ende muliggør andet,« uddyber hun og håber, at folk vil se dokumentaren med et 'åbent og empatisk hjerte'.
»Jeg er stolt af at medvirke, og den her dokumentar har fyldt i mit hoved og i mit liv i op mod et år nu,« skriver hun videre og tilføjer, at hun håber, at dokumentaren vil ramme musikbranchen som en 'nødvendig meteor', og at den vil skabe selvransagelse på alle kontorer, der har med kvindelige kunstnere at gøre.
Se hele opslaget HER.
DR's nye dokumentar 'Sexisme i musikbranchen' er udkommet i to afsnit.
I første afsnit, der har undertitlen 'Du skal være ung og fuckable', fortæller otte kvindelige musikere - tre af dem anonymt - om deres oplevelser med upassende adfærd med en mandlig artist.
Musiker Signe Svendsen fortæller blandt andet om en oplevelse, hvor hun var med manden på et job i Aarhus.
»Jeg skal til Aarhus og spille et firmajob med denne her mandlige artist. Der er ikke booket hotel, så vi skal sove hos en kvindelig musiker,« indleder hun og fortsætter:
»Jeg skal sove i stuen, de andre sover andre steder. Vi går i seng, jeg falder i søvn. Jeg vågner ved, at den mandlige artist er krøbet ind under min dyne og tager mig på brysterne.«
Læs mere om første afsnit HER.