Sanger og guitarist Allan Olsen var den der sagde det mest præcist, da Tivoli præsenterede sæsonens omfattende musikprogram i Nimb onsdag formiddag.

- Det er et privilegium at spille på Plænen i Tivoli, fordi det sted har en særlig romantik over sig, som vi skal værne om og nyde.

- Haven har nogenlunde samme status som Kongehuset og måske fodboldlandsholdet. Her gælder helt andre regler og alt kan ske.

- Når man går ind af den port går man ind i en romantisk verden, der ellers er truet af udslettelse. Et sted hvor planlægning og regeltyranni er sat ud af kraft. Her kører vi i karruseller, mens vi skriger, der lugter af candyfloss, man skyder forbi i bjørnejagten, og man kan skabe sig tosset. 

- Her er en romantik som er et vidunderligt frikvarter, fri for regelsamfundet, et sted vi skal nyde, mens vi er i det, sagde Allan Olsen til BT.

Den 57-årige sangskriver er særligt privilegeret i år, hvor han er omgivet af fem talentfulde sangerinder, når han går på Plænen 30. maj.

Marie Bergmann, Maria Timm, Randi Laubek, Annika Aakjær og Dorthe Gerlach fortolker Olsens sange under navnet D'damer.

- Vi er Allan Olsens back-up bitches, grinede Annika Aakjær, der var mødt op med sin kollega, den syngende solstråle, Dorthe Gerlach, der til daglig forgylder Hush med sin unikke stemme.

- Vi fortolker nogle af Allan Olsens fine sange, som vi har gjort én gang i Århus Musikhus, og én gang i Det Kongelige Teater. Og det bliver nok sidste gang her i Tivoli, hvilket jo er helt fantastisk, sagde Dorthe Gerlach, der i ti-året for Hushs gennembrud, er på vej med sit første soloalbum, hvor hun for første gang synger på sit eget sprog.

- Den bliver udelukkende på dansk, og det er enormt spændende for mig, at prøve kræfter med det. Jeg skriver selv de fleste af sangene, og har lige skullet vænne mig til at synge på dansk og finde min stemme på mit eget sprog. Men jeg er utrolig spændt på, hvordan den bliver, siger Dorthe Gerlach, der foreløbigt selv har finansieret sin kommende soloplade.

- Men nu er jeg også ved at nå bunden af min husholdningskasse, så jeg håber, at pladen udkommer til efteråret, smilede Gerlach.