BTs sportschef plettede avisens ry med en elendig tid. Han lover at gøre det bedre næste år.
1.16,14.
Sådan. Vi kan lige så godt få det overstået. Og nej, det er ikke noget, jeg er stolt over.
Undskyldninger skal jeg heller ikke komme med. Ikke som alle de, der 'jeg har lidt tømmermænd', 'ryggen gør en smule ondt' og 'det er ikke meget, jeg har fået trænet', som jeg nåede at høre i mange afskygninger på vej mod starten.
Næ. Jeg havde bare ikke mere i benene, da vestenvinden ellers blæste vidunderligt i ryggen på vej op mod kongefamiliens gamle jagtslot, Eremitagen.
Ni kilometer og det løse i frydefuldt samvær med de op mod 20.000 startende. Solen, der tittede igennem skyerne og dannede en fantastisk ramme om verdens ældste motionsløb, som er en lille juvel i denne avis' selvforståelse. De skønne gutter i svinget ved Rådvad, som år efter år gør så mange mennesker glade, når de smækker den glade jazz ud over verdens mest taknemmelige og dog utålmodige publikum. De opmærksomme hjælpere rundt om på ruten og så alle de glade smil hos deltagerne.
Unge og gamle - ja, selv skolekammerater, man ikke har set i 25 år, og hvor man straks bliver enige om, at eneste forskel på nu og da er lidt mere skæg i ansigtet. Skæg. Det var der nok af - af den morsomme slags.
Lige til de ni kilometer og det løse, hvor motoren løb tør, og min skønne kone begyndte at kigge sig mere og mere over skulderen for at se, hvor jeg blev af. Og som, har jeg nu fundet ud af, allerede dér var klar til at stikke af. Men som kærligt blev hængende ved min side, mens det meste af feltet pløjede forbi os - lige indtil 11 kilometer, hvor jeg ikke længere kunne overse, at jeg var bly og hun var fjer. Og så smuttede hun, mens jeg lignede et pindsvin, et træt pindsvin, på vej langs E45. Men jeg kom ind. Var ikke nede at gå, selv om det nok har været et definitionsspørgsmål på den sidste stigning.
Forbandet, forbistret, lettet, skuffet, træt, stolt og revanchetørstig. For E-løbet kan alt det. Vække de følelser og det er derfor, det er så smukt et løb.
Og det er derfor, at jeg næste år skal forberede mig lidt mere. Det ville være svært at forberede sig mindre, skal jeg lige huske at sige. Men jeg vil gøre det bedre og have lidt mere overskud til at se alle de smilende ansigter lidt mere tydeligt.
Det skal nok lykkes. Så vi ses næste år.
