Så skal vi til det igen. I aften synges Eurovision i gang i Kiev med den første semifinale. Danmark og Anja Nissen skal først i ilden på torsdag, men alligevel er det værd at lytte med i aften, hvor et par af de mulige vinderbud skal i aktion.

Herunder følger BT’s spilekspert Steffen Dams vurderinger af de 18 sange krydret med et spilforslag til, hvad du skal sætte dine penge på, hvis du vil have lidt ekstra krydderi foran skærmen og forhåbentlig tjene en lille skilling.

1. SVERIGE (Robin Bengtsson - "I Can't Go On")
Vores svenske naboer skyder festen i gang, og det gør de fremragende. Robin Bengtsson har en fantastisk stemme, ser godt ud, sceneshowet sidder lige i skabet, og vidste man ikke, hvor denne sang kom fra, ville man nok alligevel gætte på Sverige. For er der noget, svenskerne kan, er det at skrive moderne og fængende popsange, hvilket de igen gør her, for man kan synge med nærmest med det samme på sangen. Den kan måske godt blive lidt for pæn og uden kant, men må være en stensikker finaledeltager.

2. GEORGIEN (Tamara Gachechiladze - "Keep the Faith")
Georgien har sjældent udmærket sig i Eurovision-sammenhæng, hvor en 9. plads er landets bedste placering. I et felt med så mange sange handler det om at skille sig ud fra mængden, hvis man skal huskes af seerne, hvilket Georgien i den grad gjorde sidste år. Det gør de ikke i år. Tamara Gachechiladze har en stærk vokal, men ellers er det en af de klassiske østeuropæiske ballader, som man synes at have hørt masser af gange før, og som sjældent kommer ret langt. Det vil være noget af en overraskelse, hvis Georgien går videre.

3. AUSTRALIEN (Isaiah - "Don't Come Easy")
Blot 17-årige Isaiah skal forsvare Australiens farver, og der er pres på, for i de to første optrædener i Eurovision har Australien fået topplaceringer, og her kommer endnu et stærkt kort. Han vandt den australske X-factor og har allerede ramt de danske hitlister sidste år med "It's Gotta Be You". Man forstår godt hvorfor han vandt, for han har naturlig charme og endnu en meget stærk vokal. Selve sangen er en moderne ballade, og den er personligt en af mine favoritter, men (det manglende) sceneshow og en baggrund kun med billeder af Isaiah trækker ned. Bør dog gå sikkert videre.

4. ALBANIEN (Lindita - "World")
Albanien har ikke klaret sig specielt godt i de seneste år, og prøver denne gang med et nummer, der ganske som Georgien lyder som en dårlig kopi af et nummer fra det østlige Europa, man har hørt masser af gange før. Lindita nærmest skriger sig igennem sangen periodevis, og selv om det som sådan ikke er noget dårligt nummer, skal hun fra et svært startnummer og efter en af de bedre sange i semifinalen skille sig mere ud, hvis det skal give en finaleplads. Så det gør det næppe.

5. BELGIEN (Blanche - "City Lights")
Belgien har fattet den der med at skille sig ud. For de færreste vil ikke kunne huske Belgien, når den sidste sang er sunget. Før prøverne var Belgien blandt favoritterne med et anderledes og lidt mørkt nummer, som er blandt mine personlige favoritter, men Blanche ligner i ramme alvor en, der ikke har lyst til at være på scenen, og selv om det måske er for at understrege det dystre i nummeret, bliver det for meget. I selve nummeret skal der dog være så meget kvalitet, at Belgien går videre.

6. MONTENEGRO (Slavko Kalezić - "Space")
Ethvert Eurovision skal have en sang, man bare hader, og det her er mit bud. Selve sangen er totalt intetsigende, og Slavko Kalezic har heller ikke nogen stærk vokal. Så er vi ligesom i gang, men slemt bliver værre, når han træder på scenen i sin fine netundertrøje og blå kjole (som dog tages af i løbet af nummeret), og står og svinger sin meterlange hestehale. Havde de så bare kommet med en fin Balkan-ballade som i 2015, kunne man ønske Montenegro succes, men det her nummer fortjener kun, at man smutter ud og henter kaffe i de tre minutter, der varer.

7. FINLAND (Norma John - "Blackbird")
Finnernes bidrag er et klasse-eksempel på, hvor meget et godt sceneshow kan betyde. Røgen fra gulvet og den lidt mørke og dystre baggrund passer perfekt til melankolien i nummeret, og bliver tæt på magisk. Norma John leverer nummeret fremragende, og man forstår, hvorfor Finland af flere og flere bliver nævnt som et nummer, der kan gå hen og overraske positivt. Det bør i hvert fald kunne trække stemmer både fra øst og vest og juryerne og ligner en sikker finaledeltager.

8. ASERBAJDSJAN (Dirha - "Skeletons")
Ligesom med Sverige, er der nærmest også garanti for, at Aserbajdsjan kommer med kvalitet, og i år er ingen undtagelse. Sidste år floppede man dog på, at Samra slet ikke kunne synge, da det kom til stykket. Her går det bedre for Dirha, som kommer med et nummer, hvor man hurtigt kan huske omkvædet og et sceneshow, der skiller sig ud med blandt andet en mand iført hestemaske. Det kommer næppe med i toppen til lørdagens finale, men finalen bør ikke kikse for Aserbajdsjan.

9. PORTUGAL (Salvador Sobral - "Amar Pelos Dois")
En af de sikre Eurovision-holdepunkter er en bundplacering til Portugal, når de ellers deltager. Det kommer ikke til at ske i år. Salvador Sobral skiller sig i den grad ud med en stille og smuk sang på portugisisk, som helt sikkert kommer til at dele vandene. Specielt blandt det ældre Eurovision-publikum og hos juryerne bør der dog være masser af stemmer at hente, og det er et nummer, der vinder mere og mere, for hver gang man hører det, men næppe fænger dem, der gerne vil have fest og farver. Stensikker finaledeltager og mulig vinder.

10. GRÆKENLAND (Demi - "This Is Love")
Det her er endnu en af de sange, man har hørt mange gange før i Eurovision. En klassisk popsang om kærlighed, som fremføres ganske fint af Demi. Den skiller sig ikke specielt meget ud fra mængden, og man mangler lidt af den græske mystik i nummeret, som normalt er til stede, når Grækenland klarer sig godt ved Eurovision. Der bør være sikre topkarakterer fra Cypern, og med mange nabostemmer, skal Grækenland nok komme videre, men næppe til andet end en dårlig finaleplacering.

11. POLEN (Kasia Moś - "Flashlight")
Endnu et nummer, som har vundet kraftigt i løbet af de forskellige prøver og gårsdagens generalprøve. Kasia Mos har en af de stærkeste vokaler i semifinalen, hun ser hamrende godt ud og selve sangen er dramatisk og interessant. Vi er ikke på niveau med Michał Szpak fra sidste år, som leverede en af mine personlige all time favoritter i Eurovision, men det er modsat også et nummer, som er blandt de bedre i feltet i dag. Polen bør være blandt de 10 lande, der får en finaleplads.

12. MOLDOVA (SunStroke Project - "Hey Mamma")
Moldova har nærmest tradition for at levere et skævt indslag i Eurovision. Hvem husker ikke bedstemoren i gyngestolen, der skulle op og spille på tromme, og heller ikke i år snydes vi for noget, der skiller sig ud fra mængden. Nummeret store clou er saxofonisten, og det er en meget glad sang, som man kun kan komme i godt humør af. Den bør være helt chanceløs i forhold til en topplacering i finalen, men den skiller sig modsat så meget ud, at den også bør gå videre i aften.

13. ISLAND (Svala - "Paper")
Det er aldrig forkert at begå en fejl, men kun forkert ikke at lære af dem. Den sætning er åbenbart ikke nået til Island, for efter to gange i træk uden en finaledeltagelse, prøver Island med endnu en rimelig ligegyldig ballade, som endda er dårligere end den, man prøvede med sidste år. Selve nummeret er ikke specielt dårligt, men der er bare bedre numre i denne genre end det islandske, og med tanke på, at Island de to sidste år har floppet med numre, der har været noget større forventninger til, bør Island være et af de lande, der ryger ud i dag.

14. TJEKKIET (Martina Bárta - "My Turn")
Tjekkiet kom til finalen for første gang sidste år, men det vil overraske, hvis Martina Barta følger op på den succes. For historien er lidt den samme som med Island. Tjekkerne prøver med en ballade, der som sådan ikke er dårlig, men der er bare langt bedre numre i ballade-genren, og hun gør intet for at pifte nummeret op med en spektakulær indsats på scenen. Faktisk er der få numre, der skiller sig så lidt ud som dette nummer, og det er normalt altid lig med en tidlig exit.

15. CYPERN (Hovig - "Gravity")
Sidste år prøvede Cypern med et rock-nummer. I år er man tilbage i mere vant gænge med en iørefaldende popsang, som man ofte har for vane at stille med. I studieversionen lød Cypern som en sikker finaledeltager, men det lyder bare ikke helt, som det skal på scenen i Kiev, og spørgsmålet er, om Hovig får rettet fejlene inden i aften. Det er dog et nummer, man kan synge med på med det samme, og sceneshowet er også ganske fint, så mon ikke Cypern kommer med i finalen.

16. ARMENIEN (Artsvik - "Fly With Me")
Med hele seks placeringer i top 10 er der næsten garanti for succes til Armenien, og selv om det ikke er en af mine personlige favoritter, skal det nok klare sig ganske fint. Startnummeret kan ikke være meget bedre, og selve nummeret starter stille, for så senere at eksplodere blandt andet med lokale undertone, hvilket er med til at give nummeret et særpræg, som man savner ved eksempelvis Grækenland. Det her må være et nummer, der trækker godt med stemmer fra de østeuropæiske lande, og skal være sikker finaledeltager.

17. SLOVENIEN (Omar Naber - "On My Way")
Efter 12 års fravær er Omar Naber tilbage i Eurovision-sammenhæng. Dengang hed sangen "Stop", og passer meget godt til, hvordan det kommer til at gå ham denne gang. Sceneshow og vokal er ikke så dårligt, men det er sangen. En ikke specielt fængende ballade, som havde været helt glemt, hvis ikke det var fordi, at den har så sent et startnummer. Alligevel er det dog svært at se, hvordan Slovenien skal snyde klart bedre numre for en finaleplads, så Omar Naber må som i 2005 belave sig på at ryge hjem, inden det for alvor bliver sjovt.

18. LETLAND (Triana Park - "Line")
Letland slutter feltet af, og det er historisk set lig med en finaleplads. For tredje år i træk prøver man med elektronisk pop efter succes i 2015 og 2016, og før prøverne i Kiev lignede de en stensikker finaledeltager. Men der er problemer med vokalen hos forsangerinden, og det lyder slet ikke så godt, som det gjorde i studieversionen. Letlands skæbne handler derfor meget om, hvorvidt man får rettet dette inden i aften. Derfor er Letland et svært land at spå om, men i et rimeligt hårdt felt peger pilen mest i retning af, at dette bliver sidste gang, vi hører "Line" i årets Eurovision.

Det bedste spil
Det ser ret favoritpræget ud i aftenens semifinale, men man kan prøve følgende kupon hos Danske Spil, som ligner en ganske god investering til godt tre gange pengene.

Tjekkiet i finalen - NEJ til 1,03
Montenegro i finalen - NEJ til 1,08
Finland i finalen - JA til 1,20
Moldova i finalen - JA til 1,22
Portugal i finalen - JA til 1,04
Georgien i finalen - NEJ til 1,30
Sverige i finalen - JA til 1,02
Belgien i finalen - JA til 1,35
Samlet odds: 3,03.
Indsats 200 kroner.