Er du til svampede kager, cremet fyld og masser af smag? Du får det hele i én særlig kageklassiker. BT’s dessertkok giver dig opskriften på en superlækker gulerodskage – og tilføjer nye twists.

Gulerødder giver for mange børnefamilier associationer til gnavegrønt og råkost. Men gulerødder kan også andet end at være fornuftige.

”Gulerodskage er en klassiker. Det er en kage, som de fleste rigtig godt kan lide, både børn og voksne,” siger BT’s dessertkok Anne Moltke Dahl.

Gulerodskage er en skærekage, men skiller sig ud fra artsfæller, som chokoladekage og sandkage, ved at indeholde en grøntsag. Netop grøntsagen er gulerodskagens trumf.

”De revne gulerødder er med til at gøre kagen svampet. Er man til dét, er gulerodskage helt uden sidestykke,” siger Anne Moltke Dahl.

Svampet er en af de ting, en gulerodskage skal være. Men den har også andre karakteristika, som gør den særlig i skærekagefamilien.

”En god gulerodskage skal smage krydret. Kanel er der altid i, men du kan også supplere med ingefær eller eksempelvis nelliker. Det er netop krydringen sammen med den syrligt søde og friske ostecreme, der gør gulerodskagen til noget helt særligt,” forklarer Anne Moltke Dahl.

Ud over at krydre den klassiske kage med ingefær har BT’s dessertkok valgt at pifte flødeostecremen op med ”et kærligt spark af citron” i den opskrift, hun deler med BT’s læsere i denne uge.

”Flødeostecremen er i forvejen det friske twist. Citronen frisker den endnu mere op. Jeg kan faktisk også godt lide at lave en citronglasur i stedet for ostecreme som topping. Men det er helt op til dig selv, hvad du foretrækker,” siger Anne Moltke Dahl.

Som endnu et twist har hun valgt at lagdele sin gulerodskage, så der er plads til mere af den lækre flødeostecreme, som gulerodskagen er så berømt for. I Anne Moltke Dahls version er der både creme på toppen og i midten af kagen.

”Du kan sagtens vælge kun at komme cremen på toppen, men for mig er det ekstra festligt at lagdele kagen. Det ser bare godt ud,” siger hun.

Gulerodskage i to lag (8-10 pers)

Gulerodskage:

  • 200 g gulerødder, groftrevet
  • 1 dl smagsneutral olie, fx solsikkeolie
  • 2 æg
  • 150 g sukker
  • 150 g lys sirup
  • 140 g mel
  • 1 tsk bagepulver
  • 1,5 tsk stødt kanel
  • 1,5 tsk stødt ingefær
  • 1/3 tsk salt
  • Lidt smør og mel til formen

Flødeostecreme:

  • 300 g flødeost, fx Philadelphia
  • 110 g smør, blødt
  • 110 g flormelis
  • Fintrevet skal af 1 øko citron
  • 3 spsk citronsaft

Evt. til pynt:

  • Mandler
  • Tørrede rosenblade

Sådan gør du:

Gulerodskage: Rør alle ingredienser sammen i en skål. Hæld kagedejen i en rund, smurt og meldrysset springform (20 cm). Sæt kagen i en kold ovn, tænd for ovnen og bag den i ca. 60 min. ved 180 grader varmluft. Tjek med en strikkepind eller kniv, om kagen er færdigbagt. Tag kagen ud og køl den helt af i formen.

Flødeostecreme: Pisk flødeost og smør godt sammen i et minuts tid. Tilsæt de øvrige ingredienser og pisk sammen til en ensartet creme.

Samling af kagen: Skær gulerodskagen igennem i to lige tykke bunde og placer den nederste bund på et kagefad. Fordel halvdelen af flødeostecremen på bunden og kom den øverste kagebund ovenpå. Fordel resten af flødeostecremen oven på den øverste bund og drys med hakkede mandler og lidt rosenblade. Valnødder eller pistacier er også godt på toppen.