For en del år siden var jeg til et spændende foredrag, hvor en antropolog skulle binde en sløjfe over et emne, der vedkom alle tilhørerne – en flok medarbejdere fra Norge, Sverige, Danmark og Polen. Han valgte at tage udgangspunkt i morgenritualer på arbejdspladsen:
Polakkerne møder ind til tiden. De medbringer en termokande med sort kaffe, som de hælder ned, mens de helt kort taler praktik med en kollega. Nordmændene møder ind ti minutter før og bruger tiden ude i det fælles køkken til at tale om private sager over morgenkaffen fra maskinen. Svenskerne møder ind sharp (som havde de stået på lur og ventet på, at klokken skulle blive hel). De går direkte til skrivebordet og arbejder hektisk, inden de går over og drikker kaffe, mens de taler om det, de er uenige med chefen om, men som de aldrig ville sige højt udenfor kaffestuen.
Danskerne derimod møder ind 5-10, somme tider 15 minutter, for sent og går direkte til køkkenet, hvor de bruger flere minutter på at lave den perfekte latte på en maskine, som de har krævet at få (ellers gad de ikke arbejde der), og sådan går den første halve time af arbejdsdagen med hygge sammen med kollegaerne.
Jeg har tit tænkt på det foredrag. Måske fordi jeg genkender en hel del af mig selv i den dansker, der blev beskrevet. Jeg elsker min kaffe. Jeg har en rejseudgave af en Nespresso-maskine, som jeg har med mig overalt, og i vores køkken er et helt skab indrettet til noget, der bedst beskrives som kaffe-porno med ristere, kværne, dimser og maskiner. Sorte kaffer håndbrygges på forskellig vis, og der kæles for hver eneste kop. Det ER virkelig for meget, det indrømmer jeg.
Problemet er, at det er svært at gå baglæns, når først man har fået en god kop kaffe. Jeg husker, da min mand første gang kom hjem med en Nespressomaskine. Jeg blev rasende over, at han havde brugt så mange penge, men han sagde: Schhyyy…nu smager du en kop, og så diskuterer vi det bagefter.
Der blev ingen diskussion. Den gamle kaffemaskine blev kørt direkte på losseren. Efterfølgende blev det faktisk svært at drikke mine forældres kaffe, der gerne havde stået nogen tid og var brændt ned i kanden på den gammeldags kaffemaskine. Vi fik dem overtalt til at købe en maskine som vores, og i lang tid havde de både den og en Senseo, når det ikke måtte være for dyrt og så den gamle 70’er maskine. De var stædige længe. Nu har de to Nespresso’er stående ved siden af hinanden, for ellers går det ikke hurtigt nok med at brygge kaffe.
For at dette nu ikke skal komme til at lyde som et reklameindslag, må jeg hellere tilføje, at Nespresso i dag hører til det, vi kalder slavekaffe. Jojo…vi er skam videre med nye apparater og med på de nyeste kaffe-noder med koldbrygget kaffe. Vi ved godt, vi også er en lille smule latterlige. Men kaffe er ikke ligegyldigt. Derfor leverer jeg kaffen tilbage på Starbucks, når jeg kan smage, at den har været i kontakt med en eller anden syntetisk sirup. Jeg vælger også med omhu mine tankstationer ved motorvejen, for jeg ved, hvor kaffen ikke er udrikkelig.
Man kan indvende, at det er overklasseproblemer, men jeg luner mig ved, at fremtidsforskere bakker op om trenden. Ifølge disse forskere kommer vi til at drikke en anelse mindre kaffe, men når vi forlanger kvalitet, højner vi samtidig omtanke for miljø og arbejdsforhold.
Skidegodt Egon,…således vil jeg nu lave mig en god kop søndagskaffe af de nye økologiske, fairtradede og miljøvenlige kapsler fra Real Coffee og pudse glorien, thi jeg er med mine behov åbenbart til gavn for mine omgivelser.
