En 32-årig mand blev tirsdag formiddag alvorligt kvæstet under en ulykke på en vendeplads ved Espergærde i Nordsjælland.

Ulykken skete på Bybjerggårdvej, hvor manden sad på pladsen og reparerede sin bil.

»Vi får anmeldelsen klokken 9.32. Det er en minibus, der kommer ind på pladsen og vender, men chaufføren ser ikke manden, der sidder på hug og arbejder på sin bil. Bussen rammer manden, som kommer i klemme under bussen.«

Det fortæller vagtchef David Eggert, som tilføjer, at buschaufføren ikke opdagede, hvad der var sket.

»Manden bliver trukket flere meter, før vidner på stedet får stoppet minibussen,« fortæller vagtchefen.

Den 32-årige blev alvorligt kvæstet, og han blev kørt til Rigshospitalet med motocykeleskorte.

Politiets teknikere og en bilinspektør undersøgte efterfølgende ulykkesstedet.

De pårørende er underrettet.