En bølge af en ny type tyverier rammer bilejere på stribe, og hos et af de store bilskadecentre mærker de en tydelig effekt.

»Der var 40 af den type opgaver, inden jeg tog hjem i dag,« lyder det fra skadecentret Crashpoints kundechef Dorthe Nydam.

Dyre biler får stjålet deres sidespejle, fordi der er værdifuld elektronik i dem, tyve kan sælge videre.

Og i Aarhus-området er flere nabolag blevet ramt. Her må biler blive stående længere, end mange ejere sikkert havde planlagt.

For uden sidespejle kan man som bekendt ikke køre lovligt afsted.

»Vi oplevede først, at det var folk fra Brabrand, der henvendte sig, så Åbyhøj og nu Risskov. Det virker til, tyvene flytter rundt,« siger Dorthe Nydam, som i første omgang talte med TV 2 Østjylland.

Hun fortæller, at bilejerne må væbne sig med tålmodighed, for hos Craspoint ligger de ikke inde med 40 sidespejle lige til at sætte på bestjålne biler.

Der går en uge, inden spejlene er hjemme fra de forskellige leverandører.

I mellemtiden anbefaler Dorthe Nydam, at man tænker i alternativer, hvis man vil ud og køre i sin bil.

»Man kan eventuelt opstøve sådan et sidespejl, man bruger, når man kører med campingvogn, som man så kan montere på sin bil,« lyder hendes råd.

Fra skadecentrets kundechef er der desværre også en lidt nedslående melding, hvis man havde tænkt, man bare kunne undlade at sætte et nyt, eftertragtet spejl på sin bil.

»Det er desværre ikke en mulighed, for den elektronik, spejlet indeholder, giver bedre trafiksikkerhed, så det kan ikke bare vælges fra« siger hun.

Derudover lyder det lidt i samme nedslående vendinger, at man som bilejer til en vogn med de eftertragtede spejle, som ofte er Tesla, Mercedes, Audi eller BMW, ikke har ret mange muligheder for at sikre sig.

Der er nemlig ikke meget andet, bilejerne kan gøre end at sørge for, at eventuelle alarmer og sikkerhedssystemer i form af bevægelsesaktiverede kameraer er sat til.

B.T. talte mandag med bilejer Julie Wisler Johansen, som er en af de bilejere, der er blevet bestjålet, og hun har gjort sig nogle lignende tanker om, hvordan hun bedre sikre sin bils sidespejle for fremtiden.

Det kan man læse mere om her.