For en lille uge siden mente TV 2s chefredaktør Thomas Funding ikke, at tv-stationen havde misbrugt ordet voldtægt i deres artikler om sagerne fra Borup Skole.

Men nu fortryder chefredaktøren måden, som ordet blev brugt på.

Det skriver Berlingske.

Helt konkret drejer det sig om, at TV 2 skrev i deres første artikel om sagerne på Borup Skole, at »Små skolebørn udsat for voldtægt og overgreb af andre børn.«

Netop ordet voldtægt blev kritiseret kraftigt af flere eksperter på området.

Til B.T fortalte klinisk børnepsykolog Mimi Strange, at det er forkert at bruge ordet voldtægt, når der er tale om så små børn - uanset hvilke former for seksuelle krænkelser der er fundet sted.

»Efter min mening vil man aldrig kunne tale om voldtægt mellem børn. Vi må ikke lægge et voksent blik på seksualitet over på børn. Vi taler om børn med seksuelt bekymrende eller seksuelt krænkende adfærd,« siger Mimi Strange, der er direktør for JanusCentret, der i 20 år har arbejdet med børn med seksuelt grænseoverskridende adfærd.

Børns Vilkår kritiserede også brugen af ordet 'voldtægt':

»Det er skræmmende at læse, hvordan voksne mennesker, heriblandt politikere og journalister, bruger ord som ’voldtægt’. At formulere sig på den måde er et voksenblik på børns adfærd. Det er langt over grænsen at kalde små børn i alderen 6-11 år for voldtægtsforbrydere,« har Børns Vilkår udtalt.

Det samme gjorde forældrene til den dreng, der bliver beskyldt for at have stået bag de angivelige krænkelser.

»Vi kan nærmest ikke sætte ord på, hvad der gik igennem os. Vi blev både forarget og hamrende kede af det. Vi føler, vi og vores søn er blevet dømt, og at vores privatliv er blevet krænket,« fortalte familien til B.T.

TV 2-redaktøren erkender nu også, at ordet voldtægt ikke blev brugt i nogen af de underretninger og lægejournaler, som der er lavet i sagen.

»Nej. Ordet voldtægt står ikke i lægejournalerne. Men det er det ord, forældrene fortæller, at det sundhedsfaglige personale har brugt over for dem,« siger han til Berlingske.

Han mener stadigvæk ikke, at det er forkert at bruge ordet »voldtægt«.

»Men den evaluering vi har haft efter den første artikel er, at det fik lov til at stå lidt for konstaterende. Den forklaring, som jeg giver dig og jeres læsere nu, den skulle have været beskrevet i den første historie, vi bragte,« siger han videre.

TV 2 har nu valgt at beskrive forholdet som »seksuelle overgreb af en karakter, der svarer til, hvordan voldtægt defineres juridisk.«