Det måtte være en fejl, at pengene ikke var dukket op. Manden virkede ærlig og ikke som typen, der ville svindle for mange tusinde kroner.

»Jeg forestillede mig slet ikke, at jeg skulle være på vagt over for ham,« siger Christina Larsen.

Han var formentlig ikke engang 18 år, pæn i tøjet og høflig. Ikke i ét sekund troede hun, at den unge mand ville snyde hende på det groveste.

I en SMS havde hendes egen bank med det samme også bekræftet, at pengene, som han skulle betale for købet af en iPhone, var blevet overført.

Er du også blevet svindlet, eller ved du noget om sagen? Kontakt B.T. på matu@bt.dk

De 4.500 kroner fik hun dog aldrig.

Den unge mand var en svindler, handlen en del af et nyt svindelnummer og sms'en fra banken forfalsket.

Alt det gik op for Christina, da hun næste dag stadig ikke havde modtaget pengene for den iPhone, som hun havde solgt til manden.

Hun ringede til køberen og konfronterede ham med den manglende betaling.

»Han grinte bare hånligt. Grinte og lagde på.«

Det er nu næsten en uge siden, og på Facebook kan Christina Larsen se, at hun langt fra er den eneste, som er blevet udsat for den udspekulerede svindel.

Samme historie fortæller adskillige personer fra Fyn og Jylland.

I byer som Kolding, Ejby og Vejle er ofre blevet snydt for betalingen af både iPhones og computere.

I flere af tilfældene er det tilsyneladende den samme person, der kalder sig Jakob, som står bag svindlen. Fælles for dem alle er brugen af den falske bank-sms.

Afsenderen på beskeden er navnet på sælgers bank - Danske Bank eller Middelfart Sparekasse, men sms'en kommer i virkeligheden fra en helt anden.

Metoden kaldes for 'spoofing'. Her kan en svindler sende sms'er under et falsk navn gennem forskellige tjenester på internettet.

Indholdet beskriver en erhvervsoverførsel på det konkrete beløb, som overførslen skal være på, og anvender opdigtet kontonummer og sagsnummer.

Flere banker oplyser, at de slet ikke bruger denne type tekstbeskeder, når de kommunikere med deres kunder, og heller ikke til at bekræfte straksoverførsler.

Selvom sms'en virkede troværdig på ofrene, så var det ikke den, som snød dem mest i handlen. Det var den unge mand, der kom for at købe varen.

»Han virkede så oprigtig. Vi stod og talte om, at han gerne ville have den samme type hund, som jeg har. Det er skræmmende, at han er så udspekuleret i så ung en alder,« siger Majbritt Blume-Hellesøe, der torsdag 26. september blev snydt for en iPhone X af manden, der kaldte sig for Jakob.

På Christina Larsen virkede køberen også både høflig og helt normal. Han fortalte, at hans far med det samme ville lave en straksoverførsel som betaling i handlen.

»Han var meget tillidsvækkende. Velklædt og super sød.«

Det samme fortæller Mirja Duve Povlsen, der aldrig fik pengene for en MacBook-computer, som hun i torsdags solgte til en ung mand.

»Han spurgte høfligt, om han skulle tage sine hvide sneakers af, før han gik ind i huset. Han lignede ikke en, som man ville mistænke for en svindler,« siger hun.

Er du også blevet svindlet, eller ved du noget om sagen? Kontakt B.T. på matu@bt.dk

Af deres sms-korrespondance fremgår det, at det er samme telefonnummer, som er blevet brugt i svindlen af Christina Larsen og flere andre.

Samme dækhistorie går også igen. Den unge mand ringer til sin far for at lave en straksoverførsel og kort efter modtager sælger en sms med bankens navn.

B.T. har forsøgt at kontakte personen, som har snydt flere af ofrene, men telefonnummeret er ikke længere aktivt. Sagerne er meldt til politiet.