Politi, beredskab og ambulance er sent onsdag eftermiddag kaldt ud til et færdselsuheld syd for Aarhus.

En kvindelig bilist er kørt galt i et solouheld på Østergårdsvej, der forbinder byerne Solbjerg og Beder.

Det oplyser vagtchefen ved Østjyllands Politi.

»Kvinden har måske brækket benet,« siger vagtchef Mikkel Møldrup.

Østjyllands Brandvæsen oplyser til B.T., at de har assisteret ambulancetjenesten ved at hjælpe kvinden ud af bilen, hvor hun sad fastklemt.

»Hun er overdraget til ambulancen og vil formentlig blive kørt til behandling på sygehuset,« siger operationschef ved Østjyllands Brandvæsen, Anders Rathcke.

Anmeldelsen om uheldet indløb klokken 17.20. 

Østjyllands Brandvæsen oplyser,  at man nu er færdig med oprydning efter uheldet. 

Bilen er flyttet ind til siden, så stedet kan passeres af andre trafikanter.