Det føles bare ikke rigtigt, da Søren Klarskov en dag i sensommeren 2022 sad i sin lastbil og overværede mødet mellem en ung pige og en voksen mand i Albertslund.

Det var deres mimik. De manglende smil. Og særligt pigens spejden omkring sig. 

Nærmest som om hun var nervøs for at blive set.

»Hun kommer gående på et stisystem, og han kommer kørende på motorcykel. Da de 'mødes' er der intet hej eller nogen smil. Det føltes bare så forkert,« fortæller Søren Klarskov til B.T.

Søren Klarskov holdt øje med dem, mens de forsvandt ned ad en sti.

Lastbilchaufføren havde en voldsom, indre konflikt.

»Jeg følte som sagt bare, at der var noget galt, så jeg ringede til min kæreste, der sagde: 'Det er nok bare en bror eller onkel. Men så tænkte jeg bare 'nej!', jeg løber efter dem,« siger han.

Søren Klarskov fik benene på nakken og løb ned ad den sti, hvor pigen og manden var gået hen, men han kunne ikke finde dem.

Derfor satte han sig op i lastbilen og kontaktede politiet for at fortælle, at han havde overværet det her møde, som han altså var lidt nervøs for.

Politiet kom ud til stedet, talte med lastbilchaufføren, og så blev han bedt om at køre hjem.

Et par timer senere – da Søren Klarskov sad derhjemme – ringede telefonen pludselig.

Det var ordensmagten i telefonen.

»Der er en betjent, der ringer og fortæller, at de var rigtig glade for, at jeg havde ringet, for politiet havde fundet pigen sammen med manden og havde forhindret et overgreb. Jeg fik ikke flere detaljer, men blev selvfølgelig glad,« fortæller Søren Klarskov.

Historien sluttede dog ikke der for lastbilchaufføren.

Nok var han lettet for potentielt at have reddet den unge pige fra et overgreb, men for et halvt år siden kontaktede politiet ham igen.

Og det var med en glædelig nyhed.

»Denne gang ringede de for at fortælle, at man havde valgt at indstille mig til en dusør, fordi min mavefornemmelse viste sig at forhindre det her overgreb. Og der blev jeg virkelig rørt,« siger Søren Klarskov og fortsætter:

»Jeg har jo tænkt meget på den her stakkels pige.«

Torsdag i denne uge fik den 34-årige mand så overrakt sin dusør på 1.000 kroner fra Københavns Vestegns Politi.

Og derfor vil han også gerne komme med et budskab.

»Jeg er jo selvfølgelig glad, at der er nogen, der sætter pris på, at man gør sådan noget. Men jeg er endnu mere glad for, at jeg nu får en mulighed for at opfordre folk til at følge deres mavefornemmelse,« siger Søren Klarskov og fortsætter:

»Det kan godt være, at man tænker: 'Arh, det er nok ikke noget', men hellere fem opkald for meget end ét for lidt. Sådan håber jeg, at folk vil tænkte, hvis de står i en lignende situation.«

Søren Klarskov modtog også et krus og et diplom af Københavns Vestegns Politi.