____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Københavns Politi har fået flere meldinger om skyderi i Tingbjerg sent mandag eftermiddag. En mand er muligvis ramt

Det bekræfter vagthavende ved Københavns Politi Henrik Orye til bt.dk.

Omkring kl. 16.25 kom de første meldinger om skud i den belastede bydel. Og politiet er lige nu i gang med at undersøge området for gerningssted og spor.

- Vi er på sagen med en del mænd derude, siger vagthavende.

Politiet har hørt fra flere vidner til skyderiet, at en mand skulle være ramt. Ifølge Ekstra Bladet skulle manden være kommet på Bispebjerg Skadestue, men det vil politiet ikke bekræfte.

- Vi har ikke fundet nogen endnu, og der er så vidt vi ved ikke kommet nogen på sygehuset med skudsår, lyder det fra vagthavende, som beder offentligheden om hjælp:

 - Politiet leder efter en sort firhjulstrækker, som kørte fra området kort efter skuddene lød. Passagererne var nogle meget unge drenge af anden etnisk baggrund end dansk, lyder det.

Tingbjerg er bydelen, hvor den omfattende bandekrig i København siges at være begyndt, da den 19-årige Osman Nuri Dogan blev skudt og dræbt i 2008.