Derfor fremlagde han i retten anklagemyndighedens opfattelse af, hvordan smuglerdronningen havde grebet lovlighederne an.
Når filippinere vil til Danmark, har de to muligheder for at komme ind i landet. Den ene mulighed er, at at få et turistvisum. Det kræver, at visumansøgerne skal kunne fremvise hotelbookinger for hele rejsen samt kunne godtgøre, at de har økonomi til forsørge sig selv under opholdet.
Den anden mulighed er, at visumansøgeren får et familiemedlem i Danmark til at garantere for holdet i Danmark. Familiemedlemmet skriver så under på, at de vil betale hjemrejse og ophold for visumansøgeren. Det er den type visum, som er centrum for denne sag.
Anklageren mener, at menneskesmuglingen foregik således:
Først tog visumansøgerne kontakt til kvindens rejsebureaus kontor på Filippinerne. Rejsebureauet inviterede derefter visumansøgerne til et interview, hvor ansøgerne også fik at vide, hvordan processen ville foregå.
Derefter gik arbejdet med at finde en garant, som var bosat i Danmark, i gang. Når garanten var fundet skulle vedkommende i gang med deres del af arbejdet.
Det bestod i, at garanterne udfyldte en såkaldt VU2-erklæring, som er den invitation, der danner grundlag for besøgsvisummet. På invitationen skrev garanterne, at de var i familie med visumansøgerne, selvom det ikke var sandt.
Hvis Udlændingestyrelsen godkendte visumansøgningen, kunne filippinerne få deres visum på den norske ambassade på Filippinerne. Danmark har ingen ambassade på Filippinerne og samarbejder derfor med den norske ambassade i landet.
Anklageren mener at kunne bevise, at en lang række af filippinerne blev sendt videre ud i Europa. Blandt andet har vidner fortalt, hvordan den tiltalte, LPB, købte store mængder togbilletter til udlandet, som hun altid betalte med kontanter. Taxachauffører har også fortalt politiet, at de mod betaling har kørt filippinere fra Danmark til Paris. Sådan en tur betalte smuglerdronningen 15-17.000 kroner for.
