Nordsjællands Politi var sent tirsdag aften til stede på en adresse i Gilleleje i flere timer.

Både teknikere og efterforskere arbejdede på stedet.

»Der havde været et røveri-lignende forhold på adressen,« fortæller vagtchef ved Nordsjællands Politi, Henrik Thelin.

Røveriet fandt sted tirsdag eftermiddag omkring klokken 16.38 på en adresse på Bonderupvejen i byen, men blev først anmeldt lidt senere på dagen.

»Den forurettede blev oppasset af to røvere, som begik vold for at få adgang til nogle af den forurettedes effekter,« siger vagtchefen.

Offeret – som er en mandlig beboer på adressen – måtte køres på skadestuen efter røveriet.

»Han er blevet tilset, men er udskrevet igen,« siger Henrik Thelin.

Politiets efterforskning varede til frem mod midnat.

Røverne stak ifølge politiet af med tøj, smykker og indbo.

De to formodede gerningsmænd er anholdt og sidder nu i arresten i Helsingør.

De bliver fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Helsingør onsdag klokken 13.00.