Fredag gjorde Midt- og Vestjællands Politi et noget mærkværdigt fund i et opbevaringsrum i Roskilde.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i døgnrapporten.

Forinden havde politiet haft en mistanke om, at en bygning med opbevaringsrum i Roskilde indeholdt store mængder ulovligt fyrværkeri, og den mistanke viste sig at holde stik.

'Mistanken blev bekræftet i en sådan grad, at politiet tilkaldte Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste (EOD) til bortfjernelse af fyrværkeriet, som bestod af knap 200 krysantemumbomber, flere professionelle batterier og ca. 100 fontæner,' skriver politiet, inden de tilføjer:

'Ved optælling af NEM-værdien i det fundne fyrværkeri svarede det ifølge EOD til ca. 605 kg krudt.'

Fyrværkeriet blev efterfølgende fjernet fra stedet, og politiet oplyser, at det nu bliver opbevaret under mere sikre forhold, mens politiet efterforsker sagen.

'Herunder hvem som kan have anbragt fyrværkeriet i opbevaringsdepotet. Politiet skal også undersøge, hvor den store mængde fyrværkeri kan stamme fra,' lyder det videre.