Politiet formoder at en 20-årig kvinde er blevet dræbt. Tre mænd, der har relation til kvinden, er anholdt.

En 20-årig kvinde blev tirsdag eftermiddag fundet død i Køge, og politiet efterforsker hendes død som et drab.

Kvinden blev fundet i en lejlighed på Københavnsvej 116.

- Vi får klokken 15.55 en anmeldelse, som gør, at vi med det samme rykker ud til lejligheden. Her finder vi kvinden død, fortalte politiets vagtchef Lars Galasz tirsdag eftermiddag.

Han ville ikke komme nærmere ind på, hvad anmeldelsen gik ud på.

I en kortfattet pressemeddelelse tirsdag aften bekræfter politiet, at man mener, at der er tale om drab.

- Hvad der konkret er sket er for tidligt at sige, men vi efterforsker sagen som et drab. Vi har nu anholdt tre personer, som har en relation til kvinden, udtaler efterforskningsleder vicepolitiinspektør Lars Krogsgaard i pressemeddelelsen.

Ifølge politiet har drabet ikke forbindelse til rocker- eller bandemiljøet.

Kvindens pårørende er blevet underrettet om, hvad der er sket.

- Politiet har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger i sagen, lyder det i pressemeddelelsen.

/ritzau/