En 30-årig mand blev onsdag aften stukket ned i Odense efter et skænderi i Trafikken. To mænd er anholdt i forbindelse med overfaldet.

Et skænderi i trafikken førte i nat til et knivoverfald mod en en 30-årig bilist. Knivofferet kom på kant med to mænd i en sølvgrå BMW, da han mødte dem i trafikken på Vester Stationsvej.

- Ud fra de vidner, vi har, er der formentlig tale om nogle personer, der kender hinanden, som har mødt hinanden i trafikken og har sagt nogle grimme ord til hinanden, siger vicepolitiinspektør, Henrik Justesen til bt.dk.

Derefter kører de to biler ind på en parkeringsplads, hvor manden bliver stukket én, muligvis to gange i maven.

Senere på aftenen fandt politiet frem til to mænd på henholdsvis 28 og 29 år, der mistænkes for knivstikkeriet.

- Overfaldet er ikke relateret til uoverensstemmelser om kørslen, fortæller vicepolitiinspektør Henrik Justesen torsdag morgen til Ritzau.

Offeret blev i nat bragt på operationsbordet. Hans tilstand betegnes her til morgen stadig som kritisk, men stabil.

Offeret er kendt af politiet for tidligere kriminalitet, uden at Henrik Justesen vil gå nærmere ind i det.

Fyns Politi kan kontaktes på tlf. nr. 66141448.