»Jeg skyldte temmelig mange penge til en pusher fra indvandrermiljøet. Da jeg ikke kunne betale, tvang han mig til at arbejde som escortpige. Jeg blev udstyret med en fast chauffør, der kørte mig rundt til kunderne. Jeg skulle tjene 5.000 kr om dagen, det svarer til fem timers arbejde.«
Isabel, 29, kaster blikket ned i bordet. Det har krævet overvindelse at skulle fortælle om det rædselsfulde liv, et flygtigt bekendtskab med hash førte hende ud i.Ifølge politiet er Isabel kun én af ca. 300 piger, der hver weekend afbetaler narkogæld med seksuelle ydelser som prostituerede. De er, ifølge politiet, totalt underlagt skruppelløse rockertyper, hvor pigerne får status som ludere og er jaget vildt.
»Jeg kunne ikke klare presset. Jeg blev dybt psykotisk og stak efter nogle få måneder af fra miljøet. Da jeg ikke kunne skjule min fortvivlede situation for min mor, lagde jeg kortene på bordet, og herefter startede en ny nedtur med at komme fri af stofferne og miljøet.
Sammen med min familie begyndte en tilværelse som stoffri med nyt navn, og ny bopæl, men også med smertelige tilbageblik på alle de modbydelige oplevelser, jeg havde haft som escortpige.
Det værste var min samvittighed og min ensomhed.
Jeg skammede mig så frygteligt over for min familie, især min mor. Da jeg var i miljøet, sagde jeg til alle, som gad høre på mig, at min mor altid havde opdraget mig til noget bedre! Ja, til alt andet end dette!
Kvalmen ved at blive solgt
Samtidig med at jeg skulle bære på alle de dårlige oplevelser, havde jeg ingen at dele dem med, for jeg havde ikke mod til at belaste min familie yderligere og fortælle om oralsex, ydmygelser og kvalmen ved at blive solgt som »en smilende, glatbarberet, solariebrun servicerende lækker lille godte, der kun venter på at tilfredsstille mændtil et 13-tal med pil opefter« - og såmænd også mine medsøstre, hvis det var dét, der blev forlangt.
Jeg blev så fandens ensom efter min tid som »geisha«. Jeg havde givet alt, hvad jeg havde, bagefter var der kun en stor truende tomhed og ensomhed tilbage i mig. Jeg havde mistet mig selv og solgt mig selv. Vejen tilbage til det normale liv var meget lang,« fortæller Isabel, der selv mener, at det var efter forældrenes skilsmisse, at rutsjeturen begyndte:
»Da mine forældre blev skilt, besluttede min mor, at vi skulle flytte tættere på min mormor. Min mor havde det rigtig dårligt. Hun kunne ikke klare skilsmissen og fik en depression. Hun fik så meget medicin, at hun ikke var nærværende i de første år efter.
Det var svært for mine søskende og jeg, især da vi var i begyndelsen af puberteten og var usikre på os selv og de nye omgivelser. Vi begyndte at gå i byen og drikke os »stive«.
Efterhånden blev det lige så selvfølgeligt at ryge en fed. Senere kom der flere »sjove« stoffer, og for at gøre en lang historie kort mødte jeg til en fest i København min kommende kæreste.
Jeg syntes selvfølgelig, at han var vildt lækker og blev superforelsket i ham. Desværre, for hver weekend når jeg besøgte ham, var der linet op med hvide baner kokain, som vi startede weekenden med. Det var så fedt! Intet var umuligt, intet var svært. Men det blev det.
Jeg flyttede sammen med min kæreste, og i begyndelsen var alt bare godt, men da det blev hverdag, stoppede de hvide baner. Min kæreste var altid skæv af hash, pludselig syntes han, at jeg hellere skulle rende rundt og gøre rent og varte ham op, end at vi skulle feste.
Men for mig var festen ikke slut. Jeg var blevet afhængig. Jeg måtte af og til ud på et eller andet toilet og sniffe, mens jeg var på arbejde. Ikke for at blive høj, men simpelthen for ikke at have abstinenser. Til sidst måtte jeg sygemelde mig. Lægen gav mig en henvisning til en psykiater, fordi jeg sad og græd det meste af dagen, uden at jeg vidste, hvorfor jeg græd.
På klods hos pusheren
Tiden derefter var jeg på stesolid, stærke øl, whisky, sovepiller og hash. Desværre kunne jeg heller ikke undvære kokainen. Uden min kæreste vidste det, begyndte jeg at få på klods hos en pusher, der boede i nærheden.
Jeg havde det så dårligt, at jeg bare måtte have noget, for at få det lidt bedre, ikke for at feste eller være helt oppe, for det virkede slet ikke sådan mere. Jeg måtte bare have stoffet for ikke at have det helt ad helvede til.
Misbruget havde gjort mig syg. Jeg var psykisk syg, uligevægtig, deprimeret. Jeg blev paranoid og fik tvangsforestillinger og røg konstant på hospitalet til udpumpning, fordi jeg efterhånden havde fået verdensrekord i selvmordsforsøg. Egentlig ville jeg jo ikke dø, jeg ville bare væk fra den elendige situation, jeg har bragt mig selv i.
Selv om jeg blev optaget på den uddannelse, jeg så brændende ønskede mig, kunne jeg ikke klare det. Jeg blev i stedet indlagt på Sankthans Hospital.
Da jeg efter tre år endelig kom ud, var det med en førtidspension og en diagnose som skizofren. Da var jeg 27 år. Men tre år på Sankthans og afvænning kunne ikke betale den gæld, som jeg fik oparbejdet hos kokain-pusheren. Han opsøgte mig og forlangte at få sin penge.
I begyndelsen kunne jeg »nøjes« med at betale med seksuelle ydelser til ham og hans venner, men det var ikke nok. For at holde modbydeligheden ud måtte jeg have kokain til at dulme med. Pludselig påstod han, at jeg skyldte ham et beløb, der var helt urimeligt, og så kom prisen: Jeg skulle trække.
Jeg græd og sagde, at det ville jeg ikke, og så fulgte truslerne og et ultimatum om at kontakte et escortbureau og arbejde min gæld af,« siger Isabel og gør status over sit unge liv:
»Jeg har brugt hele min ungdom på at blive helbredt for den skade, som nogle få år på »weekend-kokain« har ødelagt. Jeg skal bruge resten af mit liv på at få et nogenlunde tåleligt liv. Jeg blev så syg af at være i miljøet og af stofferne. Jeg måtte stikke af fra dem, jeg skyldte penge, så jeg har aldrig fået betalt min gæld. Derfor må jeg leve i skjul og i anonymitet.
Jeg medvirker kun til dette interview for at advare andre unge, især unge piger. Det er livsfarligt at begynde på nogen form for stoffer og nogen form for gæld. I rocker/narkomiljøet er intet gratis. Du skal betale for alt.
Hvis du er heldig, kommer du ud af det med livet i behold, men prisen, du skal betale, er næsten ubetalelig. Du skal leve resten af dit liv med dine minder og dine skader.«
reportageholdet@bt.dk
